De pårørende.

Stille snakkende kommer de ind i lokalet. Det er en tilfældig fredag aften på en kaserne i Danmark. De er prototypen på en ganske, almindelig dansker. Hvis der findes en prototype. Dog har de en fællesnævner. Den urolige, flimrende udstråling. Usikkerheden blandet med styrke. En beslutsomhed. De skal gennem det her. Deres barn er udsendt soldat. Nogen forstår det, andre ikke.

Aftenens pårørendearrangement går i gang. Foran os står en officer, der præsenterer sig som chef. Med billeder af beige landskab, telte, soldater, fortæller han om, hvordan det går dernede lige nu. Bruger ord som LOGTRAIN, FOB og TOC. Alt suges ind. Jeg fjerner blikket fra aktionen, officeren, til reaktionen, de pårørende. Og overraskes. Over deres styrke. Deres intensitet. Deres mod. Deres fortvivlelse.
Tænker på mine egne forældre. Min mors trussel om, at hun nok skulle starte Alto’en op og køre hele vejen til Helmand, hvis nogen gjorde mig og senere hen min lillebror noget. Jeg smiler ved tanken om, at Taleban nok skulle føje sig, hvis hun først stod der. Sammen med hende, andre danske mødre. Jeg griner indvendigt ved tanken om de her danske kvinder, der fandeme nok skulle give Taleban tørt på, hvis de krummede så meget som et hår på deres barns hoved. Min mor er tysklærer. Mon hun ville drukne dem i akkusativ og datidsbøjninger.

Ved siden af mødrene sidder fædrene. Tavse, spændte omkring kæben. De stiller ikke de mange spørgsmål, lytter bare. Jeg tænker på, om de ikke sidder og bruger mange timer på HOK’s hjemmeside. Ser nyheder på en ny måde. Jeg ville gerne se ind i deres hoveder. Se, hvad de tænkte på.
Pause i arrangementet. Jeg hælder billig te og papkage indenbords. På et tidligere tidspunkt fortalte jeg om mine egne erfaringer, siddende i civil med en udsendt lillebror. Jeg ser ud af øjenkrogen, at de nærmer sig. En mor og hendes datter. Vil gerne vide mere. Hvordan det egentlig fungerer dernede, sådan i det store hele. Hvordan maden egentlig er. Hvordan man går i bad. Hvordan det føles dernede.
Jeg fortæller. Det bedste jeg har lært. Som storesøster kender jeg følelsen indeni, som officer prøver jeg at berolige. De ser på mig.
Og jeg ville ønske, jeg kunne tage dem med hjem i lommen. Gemme dem væk og sørge for, at de bare havde det godt. Ikke skulle bekymre sig, for vi har det jo godt dernede. I det store hele.

Deres støtte er uvurderlig. De forsøger at være stærke, når de taler med deres soldat. De sender pakker i ét væk med feltpostadresse i Vordingborg. De læser nyheder. Frygter den blå Peugot med militære nummerplader i indkørslen. De er sgu seje nok. Den følelse får jeg hver gang, jeg ser de pårørende. Og hver gang har jeg lyst til at tage dem alle sammen og gemme dem ned i min lomme for at beskytte dem. Mod mediernes til tider voldsomme og fejlfortolkende dækning af indsatsen dernede. Mod afsavnet. Mod angsten.
Men det kan jeg ikke. Jeg kan kun prøve at forsikre dem om, at vi har det godt. At det nytter dernede. Og håbe på, at nogen også engang imellem spørger dem om, hvordan de har det.
For de fortjener det.

Klik på sløjfen for at komme videre.

Livet

Jeg læste forleden præstens mindeord over den faldne, danske, kvindelige soldat fra hendes bisættelse et sted på sjælland.
Engang imellem i det her firma kommer døden meget tæt på. Jeg havde knap nok tygget på de smukke mindeord, da endnu to kolleger blev dræbt i det, som egentlig kan betegnes som en arbejdsulykke. Med fatale følger. Det var bare så trist.
Det regnede, det var fredag, de skulle hjem, de skulle bare liiige have den sidste skydning i hus.

Det der gjorde mest ondt den dag, var egentlig ikke dødsfaldene. Det var ikke tanken om deres stakkels familier, mediernes konstanten ringen på min telefon og flaget på halvt.
Det var, da jeg sad i min gennemblødte jakke og så min kollega, som havde været derude, da det skete. Han sad der. I en gul sikkerhedsvest med et sportsfirmas logo på brystet. Han bruger sikker også vesten til at løbe i. Hans blonde hår var stift af regnvand og skidt. Ansigtstrækkene var slappe, kropssproget introvert.
Øjnene. Øjenene var helt mørke. Slukkede og trætte. Stemmen var mørk og kom et sted omme bagfra, da han sad og fortalte. Det havde været grimt derude. Det er altid grimt, når vores panser eller ildstøtte fejler. Det er så tungt og farligt, når det virker, dødeligt, når det går galt.

Normalt er han så glad, så glad, med klare blå øjne. Han er ældre end mig, bred over ryggen, høj, ren klippe. Rutineret soldat, altid rolig, altid ovenpå.
Men lige der, sad jeg med en erfaring, som han ikke havde. Når de dør omkring os. Man får hård hud på sjælen.
Og hvad siger man? At det nok skal gå? Det ved han jo godt. Så vi lyttede bare. Inden han skulle ud på stedet igen.
Før han gik, gav jeg ham et knus og ønskede ham god weekend. Fordi vi andre skal videre. Det er benhårdt at sige det højt til dem, som ikke er der. Ikke har prøvet det.
Men vi andre lever.
Præstens ord fra bisættelsen nogle dage forinden dukkede op i tankerne igen, da jeg kørte ud gennem vagten, forbi flagstangen, hvor flaget hang vådt ned halvvejs oppe og ud på landevejen, tilbage til den civile verden, hvor begivenheden denne dag var tophistorien i medierne, og parentes den næste.

"Lad os mindes dem ved at være seje, beskytte livet mod fortræd. Lad os mindes dem ved at være glade for livet og gode til at feste og gode til at være der for hinanden ."

Nemlig.

Drengene

Dagen er ved at gå på hæld. Det er en af de majaftener, hvor man aldrig vil gå i seng, hvor det er evigt lyst, og der er sommer i luften.
Fra den høje, røde bygning strømmer der musik, stemmer, latter, fra usynlige mennesker. Ser man lidt nærmere, ser man skyggerne af unge mænd. I store trøjer, t-shirts, jeans og gummisko.
Jeg har set dem tidligere på dagen. I cafeteriaet. Med uniformen, der hænger på deres unge, trænede – næsten tynde – kroppe. Ansigterne er levende, de griner skævt, smørret, i det jeg med min lyse hestehale går forbi dem. Drenge.
Den majaften standser jeg op ude foran deres bygning. Kigger op gennem de lysegrønne blade på de enorme trækroner, der er i øjenhøjde med bygningens tag og får en følelse af respekt.
Den kom snigende, da jeg så dem gå rundt med deres blå bakker i cafeteriet.

De er indkaldt. Det står i Grundloven, at de skal være der. Men efter fire måneder kan de aflevere deres grønne tøj og gå ud gennem porten. Dem der er tilbage, har taget et valg.
De ved godt, at de skal udsendes. De ved godt, at de skal til Afghanistan. Krig. For at kalde det, hvad det er.
Jeg tænker, om de denne aften overvejer, at der formentlig vil være nogen af dem, som ikke komme med hjem igen. Worst case.
Det er som en lyserød elefant i stuen, alle ved, den er der. Men modsat den lyserøde elefant i familien, i parforholdet eller på jobbet, så er der ikke noget behov for at tale om det.
Det er mere end en erhvervsrisiko, det ved de drenge godt. De siger oftest, at de gør det for oplevelsens og spændingens skyld. Men offeret kan blive stort. Også for andre end dem selv. Livet. Hvad er det egentlig, når man kun er 19?

De ser filmene i biografen. De hører historierne. De kender alle en, som kender en, der.. Alligevel har de skrevet under og sagt ja. Ingen andre end dem selv, har skrevet under på kontrakten.
Derfra er der ikke andet end at vente. Uddanne sig, lytte til musik, ringe til kæresten, løbe en tur og hvad man nu ellers gør på en varm majaften i Danmark. Med en lyserød elefant på hver stue.
Jeg kan godt se det underlige i, at jeg står udenfor de unge konstablers bygning og kigger op i trækronerne. Egentlig har jeg også et sted, jeg skal være.
Jeg går derfra, går et par skridt, tøver, vender om og kigger en sidste gang på bygningen. Hører lydene, latteren, råbene, musikken. Trækker ubevidst på smilebåndet.
Respekt drenge. Sgu.

Arven

Stemningen er trykket i den lille kabine. Lugten af olie, diesel og mand er ram. Under dem ligger Ebeltoft havn med et mylder af køretøjer, kraner og soldater. Det er de sidste måneder af krigen, de tysker soldater har luret, hvilken vej det går, og er nu igang med at skibe deres materiel ud fra den lille havn, som ligger tilpas langt væk til, at nogen med intentionen om ballade gider tage til Djursland for det. De har travlt andre steder.
Havnens bedste kranfører bliver bedt om at losse det mest værdifulde materiel om bord på skibet, men efter at have set, at han flere gange har hamret sin last ind i siden på skibet, sat det for hårdt ned og på ingen måde været den bedste kranfører, som rygtet ellers lød, kravler en tysk soldat med maskinpistolen over skulderen op til ham.
Der står han så. Med maskinpistolen pegende mod min oldefars baghoved. Materiellet kom afsted, tysken forsvandt og min oldefar gjorde lidt i kampen mod besættelsesmagten.
Mens han sad der, sad der danskere rundt om i landet og frygtede freden. Fordi de nok ikke havde været 100% danske de sidste fire år. Regningen kommer altid, Det Tredje Rige kom til gengæld aldrig. Hvad fortæller disse mennesker til deres efterkommere? Hvilken arv gav de videre?
Tyskerne havde flere nætter været generet af fyrværkeri ved banelegmet i Taulov. Nytårsraketter og kanonslag havde brudt nattestilheden og alameret de omkringliggende tyske soldater, der til sidst havde fået nok. Derfor lå de på lur, da min anden oldefar kom snigende i mørket med krudt under armen. Hvordan han slap derfra, har han aldrig fortalt. Men som han sagde; jeg syntes, det kunne være meget sjovt at skræmme dem lidt.
Selvsamme oldefar har aldrig indrømmet, at han var modstandsmand. Det kom ikke nogen ved, hvad han gjorde eller ikke gjorde. Men den tyske soldat de gemte på loftet hjemme i min mormors barnsdomshjem, fordi han savnede sin familie, og min oldefar fik medlidenhed med ham, eller de banesprængninger, der sjovt nok altid fandt sted, når min oldefar var på arbejde ved banen, giver måske et fingerpeg.
I arven fra ham ligger der også et gammelt familiealbum med sort/hvid billeder, hvor tyske soldater marcherer væk fra 'Flødeskumsfronten' og hjem. Side efter side er de klistret ind og manifesterer sig.
Er der tomme sider i de familier, som valgte den anden side? Og hvordan ved man, hvilken side, der er den rigtige? Man tager beslutningen ud fra det, man ved, når man tager beslutningen. Min familie valgte det stille oprør. De blev ikke nævnt nogensteder. Som så mange andre herhjemme. Men det betyder ikke, at de var enige. Ligesom det ikke var alle tyskere, der var nazister. Den unge soldat på loftet? Hans kollegaer fik mistanke om hans manglende engagement, og en dag var han væk. Min oldefar fandt senere ud af, at han var sendt til østfronten. Når det eneste han ville, var at komme hjem.

5. maj om dagen, mens alle andre fester, ser hun - lige foran hende - en ung mand blive skudt af de tysker, der stadig er tilbage. Midt i mylderet af Dannebrogsflag, eufori og de sidste tyske krampetrækninger, udånder en ung mand.
Butikken, hvori hun arbejdede, er lukket. Pladsen er omdøbt, og ingen kender formentlig den unge mand mere. Udover min familie, fordi min farmors historie lever videre.
Den unge mand kæmpede for alt, hvad han havde kært. Som der stod på en plakat hjemme i min oldefars hjem i Taulov.
Dét er min arv.

Klubben

Jeg står med min indkøbskurv i det, der minder om verdens længste kø. Fuck Fakta og deres ’det tager kun fem minutter’. Manden foran mig kigger rundt, kigger på mig, jeg undgår hans blik. Han kigger ned i min kurv.
”Nå, du gider heller ikke lave mad i dag?” spørger han med et glimt i øjet. Jackpot. En frossen pizza, to liter mælk og en pose slik. Sådan søndag.
Jeg giver ham høfligt ret, og vender tilbage til min egen verden.
”Har du været på nattevagt?” afbryder han mine tanker. Jeg opgiver at være alene, han vil gerne have tiden i køen til at gå. Og egentlig er det befriende udansk, at han spørger til mit liv uden egentlig at skulle bruge det til andet end tidsfordriv. Han er omkring de 50. Med joggingbukser, termotrøje, et diskret høreapparat, briller, gråt hår, en pakke tomater og en agurk under armen. Virker tilforladelig og ansigtet lyser af ærlig interesse, da han ser på mig. Jeg svarer venligt. Ikke nogen nattevagt. En weekend med et par soldaterkammerater. Afghanistan kommer ind. Om jeg har været af sted?
Bekræfter. Mig og 6343 andre har siden 2002 været af sted til Helmand. Og det er kun Helmand. Der er også alle dem, der har været i Bosnien. Kroatien. Irak. Kosovo. Og alle de andre steder. Så bliver tallet højere.
Manden med tomaterne er imponeret. En pige – endda en officer – der har været af sted. Mens han taler, farer seks måneder forbi det indre blik. En verden meget langt herfra.
Og tanken slår mig; at vi er så mange, der render rundt med det, som ingen andre kan se. Ingen forstår. Medmindre de selv har været der. Det er i medierne, når vi kommer hjem og er helt gale oven i hovedet. Når Forsvaret ikke kan skaffe en bolig til vores ramte kolleger, der kommer hjem med en arm, to ben, mindre. Men det er ikke i medierne, når man står i køen i Fakta. Når man bare kom hjem og fortsatte, hvor man slap. Engang imellem møder man en fælle, der, hvor man mindst venter det. Som jeg gjorde, da en sælger i Netto ville pådutte mig grøn energi. I samme nu kommer en gammel gymnasiekammerat forbi. Spørger mig, hvordan det gik i Afghanistan. Sælgeren tøver. Blander sig i vores samtale.
”Hvornår har du været af sted?”. Det viser sig, han var på det afløsende hold. Hold 7. Nu står han i Netto og sælger grøn energi.
Det er en sjov klub at være medlem af. Os der har været udsendt. Før var det veteranerne fra Irak. Nu er det Afghanistan. Fordi når man møder en sådan, skal man ikke forklare. Man skal ikke give dem standardsvaret med, at det var en stor oplevelse og alt det der. Man kan bare sige ’cool nok’, ønske den anden lykke til og gå videre. For hvad skal vi sige, når stilheden rummer mere end ord kan udtrykke?
Og når man mindst forventer det, dukker det op igen. Manden med tomaterne taler stadig. Vil jo ikke blande sig eller være for påtrængende. Jeg smiler og siger, det er okay. Endnu et standardsvar. Han vil jo nok ikke vide – sådan virkelig – hvordan det var. Desuden ville han heller ikke forstå. Vor veje skilles. Høflig afsked. Han tager hjem og fortæller familien om den kvindelige soldat, han mødte, der havde været i Afghanistan. Jeg går hjem, mens jeg tænker undrende, at jeg er i godt humør.

“When you go home tomorrow, don’t expect anyone to know what you have been through. Even if they did know, most people probably wouldn’t care anyway. Some of you may get the medals you deserve, many more of you will not. But remember this. All of you are now members of the front-line club, and that is the most exclusive club in the world.”

Øjenvidnet

19. december 2009 kørte tre soldater fra hold 6 på en mine i Helmand. De omkom på stedet. Men når danske soldater dør, dør de ikke alene. Omkring dem er deres kammerater. Øjenvidnerne. Thomas er et af dem.

Den første pansrede mandskabsvogn er kørt rundt om hjørnet. Da lyder braget.
Th omas når at se drønet, som han siger.
Han ser ildkuglen, der rejser sig. Han hører stilheden på nettet. Stilhed. Mørke. Ild. Fuck.
Det var en af de der lidt kedelige ørkenmorgener.Det havde regnet om natten,og skyerne lå stadig tungt over lejrene i Helmand. Det mindede mest af alt om en dansk efterårsdag.
I den danske del af Camp Bastion er der hektisk aktivitet. Stabs- og logistikkompagniet på hold 6 er i gang med at gøre klar til det største ”Log Train” (kolonnemed forsynings- og kampkøretøjer) i holdets historie.
- Vi skulle op til Armadillo-lejren. Som altid var der er en god stemning, når vi skulle derop. Det var jo som en anden familie, når man kom derop med mad, vand og post, fortæller Thomas. Overkonstabel af første grad, nybagt far, transport-mand og kører på ISAF hold 6.
Ikke hans første udsendelse, men måske den sidste.

Turen til Armadillo går fint. Holdet har kørt turen mange gange, så det går hurtigt gennem ørkenen. I Armadillo er der pause, der bliver tømt lastbiler og fortalt røverhistorier.
- Det begynder at blive mørkt, så vi får pakket sammen og tager af sted. Vi har kørt mange gange i mørket før, så det var der ikke noget i. Man kører lidt langsommere end ellers, men bortset fra det, er det ikke noget problem, husker Thomas.
Forrest i kolonnen kører den pansrede mandskabsvogn (PMV) med kolonneføreren og hans folk. Lette opklaringsfolk fra Gardehusarregimentet.
- Da vi kommer til det område, som vi kaldte Kindergarten, melder Moe over nettet, at alt er stille og roligt, og at kolonnen kan fortsætte frem mørklagt. Thomas står op i tårnet på sin MAN SX(pansret lastvogn). Han har taget tjansen som skytte, der er en kold tjans, men med den bedste udsigt hævet op fra lastbilen. Fra den kan han se lysene i lejren Price.
- Det hele gik meget stærkt. Drønet, braget og så ildkuglen, der rejste sig. Der tænkte jeg bare: ”Fuck, shit”. Det var det eneste, jeg tænkte.
Eskortesektionens soldater prøver på at rydde en sikker sti frem til den brændende PMV, men har svært ved at komme helt tæt på. PMV’en er fyldt med ammunition, der antænder i varmen, og der lyder skud over det hele.
- Så vidt muligt prøver man at bevare roen. Man håber på det bedste, men inderste inde vidste jeg jo godt, at de ikke var der mere.

Trods den voldsomme ulykke, hersker der ro på stedet. Saniteten kommer frem,og fra den nærliggende Price kommer en hurtig reaktionsdeling (QRF) for at sikre området. Alt imens får ingeniørerne mulighed for at finde en ny rute ind til lejren, som resten af kolonnen guides ind på. - Da vi kommer ind til lejren, bliver vi modtaget af en masse mennesker. Jeg når at se, at flagene er gået på halv. Der tænkte jeg: ”Okay. Vi har nok mistet dem”. Og jeg havde det elendigt. Vi havde jo lige alt sammen i Armadillo. Folkene fra kolonnen bliver samlet og får at vide, at køreren i PMV’en klarede sig ud selv, men at de tre andre var afgået ved døden. Folk knækker sammen, og feltpræsten gør alt, hvad han kan for at hjælpe og trøste.

Thomas og hans makker bliver udpeget til at blive tilbage i Price, så de ved første dagslys kan køre tilbage til ulykkesstedet og bjærge den udbrændte PMV.
- Det var slet ikke spor morsomt. Det var det sgu ikke. Man kunne ikke lade være med at danne sig billeder af, hvordan personerne i PMV’en måtte have set ud. Men vi havde givet hinanden hånden på,at vi tog derud og løste opgaven godt, hurtigt og professionelt.
Da Thomas og hans makker kommer ud til ulykkesstedet, har QRF-delingen sammen med militærpolitiet (MP) og sanitetsfolkene været der hele natten og ryddet op. Synet, der møder Thomas og hans makker, er den pansrede mandskabsvogn, der er revet i stykker. Omkring den går britiske EOD-folk (sprængstofeksperter), dansk MP og soldater fra QRF-delingen.
Der er lidt småsnak, men ellers er der stille.
- Der var en træls stemning derude. Og en mærkelig lugt. Ikke af brændt menneske eller noget, bare en mærkelig lugt. Og der ligger heller ikke grimme ting som sådan, siger Thomas og tøver. Og fortæller så om, da han løfter et stykke metal op, og der ligger en finger.
- Vi talte ikke meget sammen i bilen tilbage mod Bastion. Det, vi lige havde set, var ikke særlig fedt. Det skulle vi lige tygge på.

Eftervirkninger har der været nogle af. Det var svært at sove i nætterne efter. Rampeceremonien med de tre kister var hård. Det var svært at køre ud i ørkenen første gang efter den nat. Sidst de var der, mistede de tre mand. Hvad så denne gang?
- I dag har jeg det utrolig godt. Psykologerne dernede gjorde et stort stykke arbejde. Det samme med feltpræsten. Og så er folk gode til at stimle sammen og få talt sammen. Det resulterer alt sammen i, at man har det ok i dag, siger Thomas. Det var ikke hans første udsendelse. Det, mener han også, er medvirkende til, at han har det godt i dag. Rutinen og erfaringen.
Også selvom han skulle igennem ting, han kunne have været foruden.
- Det var en underlig følelse den morgen at gå rundt derude ved PMV’en. Det kunne have været én selv. Hvad nu hvis vognen havde været fyldt med personer. Men samtidig så hjalp det at se det i dagslys. Så man selv kunne se det og ikke skulle høre på rygter. Jeg havde allerede om natten tilbudt, at jeg gerne ville hjælpe med at rydde op. Men her bagefter er jeg glad for, at jeg ikke var med til det. Jeg er glad for, at det var væk. Når det nu var nogen, man kendte godt.

Artiklen er bragt i 'Hæren' nr. 1, 2010. Hele bladet kan læses på http://www.hok.dk/

Dagen - opfølgning

Her får vi måske svaret på, hvad han egentlig tænkte før, under og efter sin afgang.
Sendes på TV2 på tirsdag.

http://www.bt.dk/politik/gade-laekkede-sin-afgang-til-filmhold

Dagen

Computeren loader, nettet er med. Jeg ser ham stå der. Med tårer i øjenene. Omgivet af medarbejdere. Enkelte sikkert mere loyale end andre. For 14 timer siden meddelte han sin statsminister, at Forsvarsministeriet måtte finde ny boss. Han ville ikke mere. Kunne ikke mere.
Jeg ville gerne have været der, da han lagde røret på efter den samtale.
Jeg ville gerne sidde i den bil, der fik ham hjem til Holstebro i dag. Og så ville jeg spørge ham; Hvad tænker du på? Velvidende at svaret sikkert ville blive vævende eftersom mediefiltret stadig er slået til. Dér hvor man svarer per automatik. Indstuderet og sikkert.
Jeg ville se ud af vinduet på bilen og stilheden ville sænke sig. Sjælland kører forbi. Roskilde, Ringsted, Sorø. Skimte Storebæltsbroen i det fjerne.
Så ville jeg vende om mod ham og spørge; Hvordan synes du selv det gik? Sådan i det store hele?
Hvis jeg er heldig, er automatikken taget af eftersom Jylland nærmer sig.
Svaret får mig til at tænke på det, som en journalistkkollega engang sagde til mig; man er aldrig bedre end sin sidste historie. Gælder det også ministre?
Hvordan vågner man op imorgen og bare er? Når ministeridentiteten ikke er der mere? Ringer man til Eva eller Ulla, som heller ikke er den mere? Sender man hade-mail til den fuldmægtige, som man har været SÅ træt af? Lader man skeletterne blive tilbage og håber på, at de ikke larmer så meget, at de overdøver den nye på posten?
Kolding, Vejle, ud på landevejen mod Holstebro.
Hvad så nu? Lyder spørgsmålet. Skuldertræk er svaret. Måske.
Gud ved, om han tænker på, hvem der egentlig gjorde det. Det med den lækage-sag? Og Jægerbogen? Hvis han ikke allerede ved det?
Stoler han stadig på de samme mennesker, som han stolede på for 5 år og 10 måneder siden?
Og på en skala fra et til 10, hvor lettet er han så?
Alt det ville jeg spørge ham om, mens vi nærmede os det lille hus i Holstebro. Jeg ville sætte ham af, sige pænt farvel. Give ham et knus. Sige til ham, at alt andet lige, så gjorde han det i mine øjne godt. Og i mine soldaterkollegers. For what it's worth.
Så ville jeg sætte mig ind i bilen igen. Kigge en sidste gang op mod huset. Se ham tænde lyset i et af rummene. Sige hej til sine døtre.
Sætte bilen i gear, trille langsomt ud af fra villavejen. Sidde med en blandet følelse af, om ordsproget med at stoppe mens legen er god, gør sig gældende her. Og en stille glæde over, at det blev en kvinde på posten. Alt andet lige.
Som imorgen tidligt vågner som forsvarsminister. Mens en mand i Holstebro vågner. Og er.
Dét ville jeg gerne, tænker jeg, mens jeg ser indslaget og siden hen klikker væk fra hjemmesiden.

Flyet

I januar 2010 havde Københavns lufthavn 18300 take-offs og landings. Divideret med 31 dage i januar, bliver det til 590 fly i døgnet. Fly med passagerer til og fra de varme lande, storbyer, forretningsrejser, hjemkomst, afgang. Mennesker hele tiden.
Statistikken er nok den samme i februar som den ovenfor. På ankomststavlerne står de der; Charles de Gaulle - Paris, Heathrow – London, SAS til Bangkok. Man ser på det fly, som man skal med eller hente fra.
I februar og august kommer der så et fly op, som kun meget få egentlig kigger efter og ved, hvad og hvor det er. Trabzon, Tyrkiet. Ikke et sted, der har nogen betydning hverken for turister eller historikere.
Dem, der står og venter på netop dét fly, er spændte. Blikket er en smule nervøst, de er stille og alligevel larmende i al deres venten. I hånden knuger de papirdannebrogsflag. Nogle har blomster med. Andre har lavet et banner; velkommen hjem.
De kommer tidligt. Flere timer før flyet lander. Som deres tilstedeværelse i lufthavnens ankomsthal kan få flyet til at flyve hurtigere. Eller ventetiden til at forsvinde. For nu er DE her jo. Nu mangler de kun ham. Eller hende. Deres soldat.



Der står de. Ganske almindelige familier. Der er ingen grever eller baroner. Ingen forskel mellem direktøren og hans ansat. Egentlig ville de fleste nok aldrig nogensinde hverken møde hinanden eller have særlig meget tilfælles, hvis det ikke var fordi, de var bundet sammen i et skæbnefællesskab, som de ikke selv har været herre over. En beslutning en dag i et ungt menneskes hoved, en krig langt herfra, en familie der venter, seks måneder.
Alle turisterne kommer ud gennem døren. Undrende over virvaret, irriteret over de mange mennesker. Tiøren falder, når de ser det store Dannebrogsflag, der med møje og besvær er hængt op på en af lufthavnens tavler. Der gyngede faretruende, da der blev sat tape og flag på den. Politibetjenten i lufthavnen så på med et smil. Engang imellem må lufthavnens ejendom gerne berøres.
Hver gang døren går, bliver der helt stille. Er det en ørkenuniform? Har nogen set noget? Hørt noget? Hvorfor kommer der alle de turister – gå nu væk.

Og pludselig står han der. Den første soldat. I sin beskidte uniform med sin bagagevogn og de grønne tasker. Solbrændt, træt og overvældet. Jubelbrølet fra de ventende genlyder i hele ankomsthallen. Flere soldater, flere flag, mere jubel.
- Velkommen hjem, råber nogen i menneskehavet. Med ét går det stærkt. Familier, kærester, venner genforenes. Virvar af ørkenuniformer, arme, knus, kys og hurraråb. Hurtigt forsvinder familierne og deres soldat væk. Hjem. Ser sig ikke over skulderen.
Men gør man det, idet man går væk, ser man en ankomsthal, der ligner sig selv. Turister der kommer hjem, fly der kommer og går på ankomsttavlen. Trabzon, der forsvinder for at dukke op om seks måneder igen.
Eneste vidne om, at soldater netop er kommet hjem fra krig, er Dannebrogsflaget på tavlen, der hænger og siger; velkommen hjem.