Drengene

Dagen er ved at gå på hæld. Det er en af de majaftener, hvor man aldrig vil gå i seng, hvor det er evigt lyst, og der er sommer i luften.
Fra den høje, røde bygning strømmer der musik, stemmer, latter, fra usynlige mennesker. Ser man lidt nærmere, ser man skyggerne af unge mænd. I store trøjer, t-shirts, jeans og gummisko.
Jeg har set dem tidligere på dagen. I cafeteriaet. Med uniformen, der hænger på deres unge, trænede – næsten tynde – kroppe. Ansigterne er levende, de griner skævt, smørret, i det jeg med min lyse hestehale går forbi dem. Drenge.
Den majaften standser jeg op ude foran deres bygning. Kigger op gennem de lysegrønne blade på de enorme trækroner, der er i øjenhøjde med bygningens tag og får en følelse af respekt.
Den kom snigende, da jeg så dem gå rundt med deres blå bakker i cafeteriet.

De er indkaldt. Det står i Grundloven, at de skal være der. Men efter fire måneder kan de aflevere deres grønne tøj og gå ud gennem porten. Dem der er tilbage, har taget et valg.
De ved godt, at de skal udsendes. De ved godt, at de skal til Afghanistan. Krig. For at kalde det, hvad det er.
Jeg tænker, om de denne aften overvejer, at der formentlig vil være nogen af dem, som ikke komme med hjem igen. Worst case.
Det er som en lyserød elefant i stuen, alle ved, den er der. Men modsat den lyserøde elefant i familien, i parforholdet eller på jobbet, så er der ikke noget behov for at tale om det.
Det er mere end en erhvervsrisiko, det ved de drenge godt. De siger oftest, at de gør det for oplevelsens og spændingens skyld. Men offeret kan blive stort. Også for andre end dem selv. Livet. Hvad er det egentlig, når man kun er 19?

De ser filmene i biografen. De hører historierne. De kender alle en, som kender en, der.. Alligevel har de skrevet under og sagt ja. Ingen andre end dem selv, har skrevet under på kontrakten.
Derfra er der ikke andet end at vente. Uddanne sig, lytte til musik, ringe til kæresten, løbe en tur og hvad man nu ellers gør på en varm majaften i Danmark. Med en lyserød elefant på hver stue.
Jeg kan godt se det underlige i, at jeg står udenfor de unge konstablers bygning og kigger op i trækronerne. Egentlig har jeg også et sted, jeg skal være.
Jeg går derfra, går et par skridt, tøver, vender om og kigger en sidste gang på bygningen. Hører lydene, latteren, råbene, musikken. Trækker ubevidst på smilebåndet.
Respekt drenge. Sgu.

Arven

Stemningen er trykket i den lille kabine. Lugten af olie, diesel og mand er ram. Under dem ligger Ebeltoft havn med et mylder af køretøjer, kraner og soldater. Det er de sidste måneder af krigen, de tysker soldater har luret, hvilken vej det går, og er nu igang med at skibe deres materiel ud fra den lille havn, som ligger tilpas langt væk til, at nogen med intentionen om ballade gider tage til Djursland for det. De har travlt andre steder.
Havnens bedste kranfører bliver bedt om at losse det mest værdifulde materiel om bord på skibet, men efter at have set, at han flere gange har hamret sin last ind i siden på skibet, sat det for hårdt ned og på ingen måde været den bedste kranfører, som rygtet ellers lød, kravler en tysk soldat med maskinpistolen over skulderen op til ham.
Der står han så. Med maskinpistolen pegende mod min oldefars baghoved. Materiellet kom afsted, tysken forsvandt og min oldefar gjorde lidt i kampen mod besættelsesmagten.
Mens han sad der, sad der danskere rundt om i landet og frygtede freden. Fordi de nok ikke havde været 100% danske de sidste fire år. Regningen kommer altid, Det Tredje Rige kom til gengæld aldrig. Hvad fortæller disse mennesker til deres efterkommere? Hvilken arv gav de videre?
Tyskerne havde flere nætter været generet af fyrværkeri ved banelegmet i Taulov. Nytårsraketter og kanonslag havde brudt nattestilheden og alameret de omkringliggende tyske soldater, der til sidst havde fået nok. Derfor lå de på lur, da min anden oldefar kom snigende i mørket med krudt under armen. Hvordan han slap derfra, har han aldrig fortalt. Men som han sagde; jeg syntes, det kunne være meget sjovt at skræmme dem lidt.
Selvsamme oldefar har aldrig indrømmet, at han var modstandsmand. Det kom ikke nogen ved, hvad han gjorde eller ikke gjorde. Men den tyske soldat de gemte på loftet hjemme i min mormors barnsdomshjem, fordi han savnede sin familie, og min oldefar fik medlidenhed med ham, eller de banesprængninger, der sjovt nok altid fandt sted, når min oldefar var på arbejde ved banen, giver måske et fingerpeg.
I arven fra ham ligger der også et gammelt familiealbum med sort/hvid billeder, hvor tyske soldater marcherer væk fra 'Flødeskumsfronten' og hjem. Side efter side er de klistret ind og manifesterer sig.
Er der tomme sider i de familier, som valgte den anden side? Og hvordan ved man, hvilken side, der er den rigtige? Man tager beslutningen ud fra det, man ved, når man tager beslutningen. Min familie valgte det stille oprør. De blev ikke nævnt nogensteder. Som så mange andre herhjemme. Men det betyder ikke, at de var enige. Ligesom det ikke var alle tyskere, der var nazister. Den unge soldat på loftet? Hans kollegaer fik mistanke om hans manglende engagement, og en dag var han væk. Min oldefar fandt senere ud af, at han var sendt til østfronten. Når det eneste han ville, var at komme hjem.

5. maj om dagen, mens alle andre fester, ser hun - lige foran hende - en ung mand blive skudt af de tysker, der stadig er tilbage. Midt i mylderet af Dannebrogsflag, eufori og de sidste tyske krampetrækninger, udånder en ung mand.
Butikken, hvori hun arbejdede, er lukket. Pladsen er omdøbt, og ingen kender formentlig den unge mand mere. Udover min familie, fordi min farmors historie lever videre.
Den unge mand kæmpede for alt, hvad han havde kært. Som der stod på en plakat hjemme i min oldefars hjem i Taulov.
Dét er min arv.