Klubben

Jeg står med min indkøbskurv i det, der minder om verdens længste kø. Fuck Fakta og deres ’det tager kun fem minutter’. Manden foran mig kigger rundt, kigger på mig, jeg undgår hans blik. Han kigger ned i min kurv.
”Nå, du gider heller ikke lave mad i dag?” spørger han med et glimt i øjet. Jackpot. En frossen pizza, to liter mælk og en pose slik. Sådan søndag.
Jeg giver ham høfligt ret, og vender tilbage til min egen verden.
”Har du været på nattevagt?” afbryder han mine tanker. Jeg opgiver at være alene, han vil gerne have tiden i køen til at gå. Og egentlig er det befriende udansk, at han spørger til mit liv uden egentlig at skulle bruge det til andet end tidsfordriv. Han er omkring de 50. Med joggingbukser, termotrøje, et diskret høreapparat, briller, gråt hår, en pakke tomater og en agurk under armen. Virker tilforladelig og ansigtet lyser af ærlig interesse, da han ser på mig. Jeg svarer venligt. Ikke nogen nattevagt. En weekend med et par soldaterkammerater. Afghanistan kommer ind. Om jeg har været af sted?
Bekræfter. Mig og 6343 andre har siden 2002 været af sted til Helmand. Og det er kun Helmand. Der er også alle dem, der har været i Bosnien. Kroatien. Irak. Kosovo. Og alle de andre steder. Så bliver tallet højere.
Manden med tomaterne er imponeret. En pige – endda en officer – der har været af sted. Mens han taler, farer seks måneder forbi det indre blik. En verden meget langt herfra.
Og tanken slår mig; at vi er så mange, der render rundt med det, som ingen andre kan se. Ingen forstår. Medmindre de selv har været der. Det er i medierne, når vi kommer hjem og er helt gale oven i hovedet. Når Forsvaret ikke kan skaffe en bolig til vores ramte kolleger, der kommer hjem med en arm, to ben, mindre. Men det er ikke i medierne, når man står i køen i Fakta. Når man bare kom hjem og fortsatte, hvor man slap. Engang imellem møder man en fælle, der, hvor man mindst venter det. Som jeg gjorde, da en sælger i Netto ville pådutte mig grøn energi. I samme nu kommer en gammel gymnasiekammerat forbi. Spørger mig, hvordan det gik i Afghanistan. Sælgeren tøver. Blander sig i vores samtale.
”Hvornår har du været af sted?”. Det viser sig, han var på det afløsende hold. Hold 7. Nu står han i Netto og sælger grøn energi.
Det er en sjov klub at være medlem af. Os der har været udsendt. Før var det veteranerne fra Irak. Nu er det Afghanistan. Fordi når man møder en sådan, skal man ikke forklare. Man skal ikke give dem standardsvaret med, at det var en stor oplevelse og alt det der. Man kan bare sige ’cool nok’, ønske den anden lykke til og gå videre. For hvad skal vi sige, når stilheden rummer mere end ord kan udtrykke?
Og når man mindst forventer det, dukker det op igen. Manden med tomaterne taler stadig. Vil jo ikke blande sig eller være for påtrængende. Jeg smiler og siger, det er okay. Endnu et standardsvar. Han vil jo nok ikke vide – sådan virkelig – hvordan det var. Desuden ville han heller ikke forstå. Vor veje skilles. Høflig afsked. Han tager hjem og fortæller familien om den kvindelige soldat, han mødte, der havde været i Afghanistan. Jeg går hjem, mens jeg tænker undrende, at jeg er i godt humør.

“When you go home tomorrow, don’t expect anyone to know what you have been through. Even if they did know, most people probably wouldn’t care anyway. Some of you may get the medals you deserve, many more of you will not. But remember this. All of you are now members of the front-line club, and that is the most exclusive club in the world.”