Sørøveren.

Det er en af de dage. Hektiske dage midt i en arbejdsuge, hvor vi stressede og let svedige løber i vores egen boble på vej mod toget. Den ene ænser ikke den anden i menneskehavet.

Jeg kommer ind i toget, løber instinktivt mod den nærmeste plads. Mobiltelefonen for øret, jakken over armen, kan mærke den ene sko gnaver lidt. Lægger ikke mærke til, hvem der prikker til mig, for at få pladsen ved siden af.

Rejser mig irriteret, for så at vende rundt og se, hvem det er.

Søulk. 

Det første indtryk, som rammer mig. Midt i menneskemylderet mellem tasker, pendlere, DSB og eftermiddagsstress sidder han der. Med det grå hår vildt strittende omkring, skægget dækker underansigtet, kinderne er hærget og vindblæste, og klare, klare blå øjne sidder han der. Med de syv verdenshave omkring sig. Jeg sætter mig ned ved siden af. Forundret.

Han skal til Thisted. En tur på små seks timer. Lægger mærke til, han har ørering i det ene øre. En guldring. Mit indre barn klapper begejstret. Han er sørøver. Jeg er sikker. Piben må ligge i rullekufferten. Det samme med papegøjen. Han mangler tre fingre på venstre hånd. Jeg er sikker. Sørøver. 

Virkeligheden kommer tilbage samtidig med han hiver sin mobiltelefon frem og ringer til en bekymret datter i vestjylland. Ja, han er kommet godt med toget. Det var der ikke noget fidus i, Ja, han er i Thisted cirka halv elleve. Nej nej, hun skal ikke bekymre sig. Om hun har været ude ved mor. Han er mindst 110 år gammel. Det må han være.

Han lægger på, drejer hovedet ud mod vinduet og ser ud. Faldet lidt sammen i ryggen, med bæreposen fra Super Best mellem benene i en lys blazer af uld. Den fintvævede slags. Måske ikke sørøver. 

Jeg skæver skjult på ham, mens han sidder der og ser Sjælland køre forbi. Helt stille betragter han. Landskabet. Menneskene omkring ham. Den flok sygeplejerskestuderende, som larmende har indtaget de fleste pladser. Manden med Mærsklogo og iPad, som ikke har set op, siden vi satte os. Den kraftige hvide mand og hans lige så kraftige, thailandske kone, som skal til Thisted, og får mig til at tænke på den dokumentar – Fra Thailand til Thy – hvor de vigtigste sætninger en thaikvinde i vestjylland skulle lære indbefattede 'Er du sulten?' og 'Jeg har hovedpine'. Han iagttager dem. Og ser ud igen. Og jeg tænker på, hvor meget han mon har set.
Hvad der får en sørøver til Thisted.
Måske havde han fiskekutter en gang, og nu er han for gammel til den slags. Eller sejlede rundt i verden, og mødte en sød pige, som kom fra Thisted. Han har sejlet. De syv verdenshave klæber til ham. Han har ikke travlt. Han tager toget fra København til Thisted. Vi andre havde taget et fly. Satme om vi ikke skulle frem, og det skal være nu.

Vi passerer Storebælt, den fynske fødeø og så er jeg hjemme. Jeg tager mine ting, skæver kort til hans kuffert for at sikre mig, at der ikke ligger en papegøje i, som jeg ikke har set. Ønsker ham god tur, mens han ser på mig med de klare øjne. Det slår mig, at han nok har set mere på denne tur end mig, trods det, jeg tager den hver dag.

Jeg stiger af toget og står et øjeblik. Kigger op på den blå himmel, der skimtes bag skyerne. Undertrykker et graaaauggghhh og går hjem.