Klubben

Jeg står med min indkøbskurv i det, der minder om verdens længste kø. Fuck Fakta og deres ’det tager kun fem minutter’. Manden foran mig kigger rundt, kigger på mig, jeg undgår hans blik. Han kigger ned i min kurv.
”Nå, du gider heller ikke lave mad i dag?” spørger han med et glimt i øjet. Jackpot. En frossen pizza, to liter mælk og en pose slik. Sådan søndag.
Jeg giver ham høfligt ret, og vender tilbage til min egen verden.
”Har du været på nattevagt?” afbryder han mine tanker. Jeg opgiver at være alene, han vil gerne have tiden i køen til at gå. Og egentlig er det befriende udansk, at han spørger til mit liv uden egentlig at skulle bruge det til andet end tidsfordriv. Han er omkring de 50. Med joggingbukser, termotrøje, et diskret høreapparat, briller, gråt hår, en pakke tomater og en agurk under armen. Virker tilforladelig og ansigtet lyser af ærlig interesse, da han ser på mig. Jeg svarer venligt. Ikke nogen nattevagt. En weekend med et par soldaterkammerater. Afghanistan kommer ind. Om jeg har været af sted?
Bekræfter. Mig og 6343 andre har siden 2002 været af sted til Helmand. Og det er kun Helmand. Der er også alle dem, der har været i Bosnien. Kroatien. Irak. Kosovo. Og alle de andre steder. Så bliver tallet højere.
Manden med tomaterne er imponeret. En pige – endda en officer – der har været af sted. Mens han taler, farer seks måneder forbi det indre blik. En verden meget langt herfra.
Og tanken slår mig; at vi er så mange, der render rundt med det, som ingen andre kan se. Ingen forstår. Medmindre de selv har været der. Det er i medierne, når vi kommer hjem og er helt gale oven i hovedet. Når Forsvaret ikke kan skaffe en bolig til vores ramte kolleger, der kommer hjem med en arm, to ben, mindre. Men det er ikke i medierne, når man står i køen i Fakta. Når man bare kom hjem og fortsatte, hvor man slap. Engang imellem møder man en fælle, der, hvor man mindst venter det. Som jeg gjorde, da en sælger i Netto ville pådutte mig grøn energi. I samme nu kommer en gammel gymnasiekammerat forbi. Spørger mig, hvordan det gik i Afghanistan. Sælgeren tøver. Blander sig i vores samtale.
”Hvornår har du været af sted?”. Det viser sig, han var på det afløsende hold. Hold 7. Nu står han i Netto og sælger grøn energi.
Det er en sjov klub at være medlem af. Os der har været udsendt. Før var det veteranerne fra Irak. Nu er det Afghanistan. Fordi når man møder en sådan, skal man ikke forklare. Man skal ikke give dem standardsvaret med, at det var en stor oplevelse og alt det der. Man kan bare sige ’cool nok’, ønske den anden lykke til og gå videre. For hvad skal vi sige, når stilheden rummer mere end ord kan udtrykke?
Og når man mindst forventer det, dukker det op igen. Manden med tomaterne taler stadig. Vil jo ikke blande sig eller være for påtrængende. Jeg smiler og siger, det er okay. Endnu et standardsvar. Han vil jo nok ikke vide – sådan virkelig – hvordan det var. Desuden ville han heller ikke forstå. Vor veje skilles. Høflig afsked. Han tager hjem og fortæller familien om den kvindelige soldat, han mødte, der havde været i Afghanistan. Jeg går hjem, mens jeg tænker undrende, at jeg er i godt humør.

“When you go home tomorrow, don’t expect anyone to know what you have been through. Even if they did know, most people probably wouldn’t care anyway. Some of you may get the medals you deserve, many more of you will not. But remember this. All of you are now members of the front-line club, and that is the most exclusive club in the world.”

Øjenvidnet

19. december 2009 kørte tre soldater fra hold 6 på en mine i Helmand. De omkom på stedet. Men når danske soldater dør, dør de ikke alene. Omkring dem er deres kammerater. Øjenvidnerne. Thomas er et af dem.

Den første pansrede mandskabsvogn er kørt rundt om hjørnet. Da lyder braget.
Th omas når at se drønet, som han siger.
Han ser ildkuglen, der rejser sig. Han hører stilheden på nettet. Stilhed. Mørke. Ild. Fuck.
Det var en af de der lidt kedelige ørkenmorgener.Det havde regnet om natten,og skyerne lå stadig tungt over lejrene i Helmand. Det mindede mest af alt om en dansk efterårsdag.
I den danske del af Camp Bastion er der hektisk aktivitet. Stabs- og logistikkompagniet på hold 6 er i gang med at gøre klar til det største ”Log Train” (kolonnemed forsynings- og kampkøretøjer) i holdets historie.
- Vi skulle op til Armadillo-lejren. Som altid var der er en god stemning, når vi skulle derop. Det var jo som en anden familie, når man kom derop med mad, vand og post, fortæller Thomas. Overkonstabel af første grad, nybagt far, transport-mand og kører på ISAF hold 6.
Ikke hans første udsendelse, men måske den sidste.

Turen til Armadillo går fint. Holdet har kørt turen mange gange, så det går hurtigt gennem ørkenen. I Armadillo er der pause, der bliver tømt lastbiler og fortalt røverhistorier.
- Det begynder at blive mørkt, så vi får pakket sammen og tager af sted. Vi har kørt mange gange i mørket før, så det var der ikke noget i. Man kører lidt langsommere end ellers, men bortset fra det, er det ikke noget problem, husker Thomas.
Forrest i kolonnen kører den pansrede mandskabsvogn (PMV) med kolonneføreren og hans folk. Lette opklaringsfolk fra Gardehusarregimentet.
- Da vi kommer til det område, som vi kaldte Kindergarten, melder Moe over nettet, at alt er stille og roligt, og at kolonnen kan fortsætte frem mørklagt. Thomas står op i tårnet på sin MAN SX(pansret lastvogn). Han har taget tjansen som skytte, der er en kold tjans, men med den bedste udsigt hævet op fra lastbilen. Fra den kan han se lysene i lejren Price.
- Det hele gik meget stærkt. Drønet, braget og så ildkuglen, der rejste sig. Der tænkte jeg bare: ”Fuck, shit”. Det var det eneste, jeg tænkte.
Eskortesektionens soldater prøver på at rydde en sikker sti frem til den brændende PMV, men har svært ved at komme helt tæt på. PMV’en er fyldt med ammunition, der antænder i varmen, og der lyder skud over det hele.
- Så vidt muligt prøver man at bevare roen. Man håber på det bedste, men inderste inde vidste jeg jo godt, at de ikke var der mere.

Trods den voldsomme ulykke, hersker der ro på stedet. Saniteten kommer frem,og fra den nærliggende Price kommer en hurtig reaktionsdeling (QRF) for at sikre området. Alt imens får ingeniørerne mulighed for at finde en ny rute ind til lejren, som resten af kolonnen guides ind på. - Da vi kommer ind til lejren, bliver vi modtaget af en masse mennesker. Jeg når at se, at flagene er gået på halv. Der tænkte jeg: ”Okay. Vi har nok mistet dem”. Og jeg havde det elendigt. Vi havde jo lige alt sammen i Armadillo. Folkene fra kolonnen bliver samlet og får at vide, at køreren i PMV’en klarede sig ud selv, men at de tre andre var afgået ved døden. Folk knækker sammen, og feltpræsten gør alt, hvad han kan for at hjælpe og trøste.

Thomas og hans makker bliver udpeget til at blive tilbage i Price, så de ved første dagslys kan køre tilbage til ulykkesstedet og bjærge den udbrændte PMV.
- Det var slet ikke spor morsomt. Det var det sgu ikke. Man kunne ikke lade være med at danne sig billeder af, hvordan personerne i PMV’en måtte have set ud. Men vi havde givet hinanden hånden på,at vi tog derud og løste opgaven godt, hurtigt og professionelt.
Da Thomas og hans makker kommer ud til ulykkesstedet, har QRF-delingen sammen med militærpolitiet (MP) og sanitetsfolkene været der hele natten og ryddet op. Synet, der møder Thomas og hans makker, er den pansrede mandskabsvogn, der er revet i stykker. Omkring den går britiske EOD-folk (sprængstofeksperter), dansk MP og soldater fra QRF-delingen.
Der er lidt småsnak, men ellers er der stille.
- Der var en træls stemning derude. Og en mærkelig lugt. Ikke af brændt menneske eller noget, bare en mærkelig lugt. Og der ligger heller ikke grimme ting som sådan, siger Thomas og tøver. Og fortæller så om, da han løfter et stykke metal op, og der ligger en finger.
- Vi talte ikke meget sammen i bilen tilbage mod Bastion. Det, vi lige havde set, var ikke særlig fedt. Det skulle vi lige tygge på.

Eftervirkninger har der været nogle af. Det var svært at sove i nætterne efter. Rampeceremonien med de tre kister var hård. Det var svært at køre ud i ørkenen første gang efter den nat. Sidst de var der, mistede de tre mand. Hvad så denne gang?
- I dag har jeg det utrolig godt. Psykologerne dernede gjorde et stort stykke arbejde. Det samme med feltpræsten. Og så er folk gode til at stimle sammen og få talt sammen. Det resulterer alt sammen i, at man har det ok i dag, siger Thomas. Det var ikke hans første udsendelse. Det, mener han også, er medvirkende til, at han har det godt i dag. Rutinen og erfaringen.
Også selvom han skulle igennem ting, han kunne have været foruden.
- Det var en underlig følelse den morgen at gå rundt derude ved PMV’en. Det kunne have været én selv. Hvad nu hvis vognen havde været fyldt med personer. Men samtidig så hjalp det at se det i dagslys. Så man selv kunne se det og ikke skulle høre på rygter. Jeg havde allerede om natten tilbudt, at jeg gerne ville hjælpe med at rydde op. Men her bagefter er jeg glad for, at jeg ikke var med til det. Jeg er glad for, at det var væk. Når det nu var nogen, man kendte godt.

Artiklen er bragt i 'Hæren' nr. 1, 2010. Hele bladet kan læses på http://www.hok.dk/