Dagen - opfølgning

Her får vi måske svaret på, hvad han egentlig tænkte før, under og efter sin afgang.
Sendes på TV2 på tirsdag.

http://www.bt.dk/politik/gade-laekkede-sin-afgang-til-filmhold

Dagen

Computeren loader, nettet er med. Jeg ser ham stå der. Med tårer i øjenene. Omgivet af medarbejdere. Enkelte sikkert mere loyale end andre. For 14 timer siden meddelte han sin statsminister, at Forsvarsministeriet måtte finde ny boss. Han ville ikke mere. Kunne ikke mere.
Jeg ville gerne have været der, da han lagde røret på efter den samtale.
Jeg ville gerne sidde i den bil, der fik ham hjem til Holstebro i dag. Og så ville jeg spørge ham; Hvad tænker du på? Velvidende at svaret sikkert ville blive vævende eftersom mediefiltret stadig er slået til. Dér hvor man svarer per automatik. Indstuderet og sikkert.
Jeg ville se ud af vinduet på bilen og stilheden ville sænke sig. Sjælland kører forbi. Roskilde, Ringsted, Sorø. Skimte Storebæltsbroen i det fjerne.
Så ville jeg vende om mod ham og spørge; Hvordan synes du selv det gik? Sådan i det store hele?
Hvis jeg er heldig, er automatikken taget af eftersom Jylland nærmer sig.
Svaret får mig til at tænke på det, som en journalistkkollega engang sagde til mig; man er aldrig bedre end sin sidste historie. Gælder det også ministre?
Hvordan vågner man op imorgen og bare er? Når ministeridentiteten ikke er der mere? Ringer man til Eva eller Ulla, som heller ikke er den mere? Sender man hade-mail til den fuldmægtige, som man har været SÅ træt af? Lader man skeletterne blive tilbage og håber på, at de ikke larmer så meget, at de overdøver den nye på posten?
Kolding, Vejle, ud på landevejen mod Holstebro.
Hvad så nu? Lyder spørgsmålet. Skuldertræk er svaret. Måske.
Gud ved, om han tænker på, hvem der egentlig gjorde det. Det med den lækage-sag? Og Jægerbogen? Hvis han ikke allerede ved det?
Stoler han stadig på de samme mennesker, som han stolede på for 5 år og 10 måneder siden?
Og på en skala fra et til 10, hvor lettet er han så?
Alt det ville jeg spørge ham om, mens vi nærmede os det lille hus i Holstebro. Jeg ville sætte ham af, sige pænt farvel. Give ham et knus. Sige til ham, at alt andet lige, så gjorde han det i mine øjne godt. Og i mine soldaterkollegers. For what it's worth.
Så ville jeg sætte mig ind i bilen igen. Kigge en sidste gang op mod huset. Se ham tænde lyset i et af rummene. Sige hej til sine døtre.
Sætte bilen i gear, trille langsomt ud af fra villavejen. Sidde med en blandet følelse af, om ordsproget med at stoppe mens legen er god, gør sig gældende her. Og en stille glæde over, at det blev en kvinde på posten. Alt andet lige.
Som imorgen tidligt vågner som forsvarsminister. Mens en mand i Holstebro vågner. Og er.
Dét ville jeg gerne, tænker jeg, mens jeg ser indslaget og siden hen klikker væk fra hjemmesiden.

Flyet

I januar 2010 havde Københavns lufthavn 18300 take-offs og landings. Divideret med 31 dage i januar, bliver det til 590 fly i døgnet. Fly med passagerer til og fra de varme lande, storbyer, forretningsrejser, hjemkomst, afgang. Mennesker hele tiden.
Statistikken er nok den samme i februar som den ovenfor. På ankomststavlerne står de der; Charles de Gaulle - Paris, Heathrow – London, SAS til Bangkok. Man ser på det fly, som man skal med eller hente fra.
I februar og august kommer der så et fly op, som kun meget få egentlig kigger efter og ved, hvad og hvor det er. Trabzon, Tyrkiet. Ikke et sted, der har nogen betydning hverken for turister eller historikere.
Dem, der står og venter på netop dét fly, er spændte. Blikket er en smule nervøst, de er stille og alligevel larmende i al deres venten. I hånden knuger de papirdannebrogsflag. Nogle har blomster med. Andre har lavet et banner; velkommen hjem.
De kommer tidligt. Flere timer før flyet lander. Som deres tilstedeværelse i lufthavnens ankomsthal kan få flyet til at flyve hurtigere. Eller ventetiden til at forsvinde. For nu er DE her jo. Nu mangler de kun ham. Eller hende. Deres soldat.



Der står de. Ganske almindelige familier. Der er ingen grever eller baroner. Ingen forskel mellem direktøren og hans ansat. Egentlig ville de fleste nok aldrig nogensinde hverken møde hinanden eller have særlig meget tilfælles, hvis det ikke var fordi, de var bundet sammen i et skæbnefællesskab, som de ikke selv har været herre over. En beslutning en dag i et ungt menneskes hoved, en krig langt herfra, en familie der venter, seks måneder.
Alle turisterne kommer ud gennem døren. Undrende over virvaret, irriteret over de mange mennesker. Tiøren falder, når de ser det store Dannebrogsflag, der med møje og besvær er hængt op på en af lufthavnens tavler. Der gyngede faretruende, da der blev sat tape og flag på den. Politibetjenten i lufthavnen så på med et smil. Engang imellem må lufthavnens ejendom gerne berøres.
Hver gang døren går, bliver der helt stille. Er det en ørkenuniform? Har nogen set noget? Hørt noget? Hvorfor kommer der alle de turister – gå nu væk.

Og pludselig står han der. Den første soldat. I sin beskidte uniform med sin bagagevogn og de grønne tasker. Solbrændt, træt og overvældet. Jubelbrølet fra de ventende genlyder i hele ankomsthallen. Flere soldater, flere flag, mere jubel.
- Velkommen hjem, råber nogen i menneskehavet. Med ét går det stærkt. Familier, kærester, venner genforenes. Virvar af ørkenuniformer, arme, knus, kys og hurraråb. Hurtigt forsvinder familierne og deres soldat væk. Hjem. Ser sig ikke over skulderen.
Men gør man det, idet man går væk, ser man en ankomsthal, der ligner sig selv. Turister der kommer hjem, fly der kommer og går på ankomsttavlen. Trabzon, der forsvinder for at dukke op om seks måneder igen.
Eneste vidne om, at soldater netop er kommet hjem fra krig, er Dannebrogsflaget på tavlen, der hænger og siger; velkommen hjem.