Flyet

I januar 2010 havde Københavns lufthavn 18300 take-offs og landings. Divideret med 31 dage i januar, bliver det til 590 fly i døgnet. Fly med passagerer til og fra de varme lande, storbyer, forretningsrejser, hjemkomst, afgang. Mennesker hele tiden.
Statistikken er nok den samme i februar som den ovenfor. På ankomststavlerne står de der; Charles de Gaulle - Paris, Heathrow – London, SAS til Bangkok. Man ser på det fly, som man skal med eller hente fra.
I februar og august kommer der så et fly op, som kun meget få egentlig kigger efter og ved, hvad og hvor det er. Trabzon, Tyrkiet. Ikke et sted, der har nogen betydning hverken for turister eller historikere.
Dem, der står og venter på netop dét fly, er spændte. Blikket er en smule nervøst, de er stille og alligevel larmende i al deres venten. I hånden knuger de papirdannebrogsflag. Nogle har blomster med. Andre har lavet et banner; velkommen hjem.
De kommer tidligt. Flere timer før flyet lander. Som deres tilstedeværelse i lufthavnens ankomsthal kan få flyet til at flyve hurtigere. Eller ventetiden til at forsvinde. For nu er DE her jo. Nu mangler de kun ham. Eller hende. Deres soldat.



Der står de. Ganske almindelige familier. Der er ingen grever eller baroner. Ingen forskel mellem direktøren og hans ansat. Egentlig ville de fleste nok aldrig nogensinde hverken møde hinanden eller have særlig meget tilfælles, hvis det ikke var fordi, de var bundet sammen i et skæbnefællesskab, som de ikke selv har været herre over. En beslutning en dag i et ungt menneskes hoved, en krig langt herfra, en familie der venter, seks måneder.
Alle turisterne kommer ud gennem døren. Undrende over virvaret, irriteret over de mange mennesker. Tiøren falder, når de ser det store Dannebrogsflag, der med møje og besvær er hængt op på en af lufthavnens tavler. Der gyngede faretruende, da der blev sat tape og flag på den. Politibetjenten i lufthavnen så på med et smil. Engang imellem må lufthavnens ejendom gerne berøres.
Hver gang døren går, bliver der helt stille. Er det en ørkenuniform? Har nogen set noget? Hørt noget? Hvorfor kommer der alle de turister – gå nu væk.

Og pludselig står han der. Den første soldat. I sin beskidte uniform med sin bagagevogn og de grønne tasker. Solbrændt, træt og overvældet. Jubelbrølet fra de ventende genlyder i hele ankomsthallen. Flere soldater, flere flag, mere jubel.
- Velkommen hjem, råber nogen i menneskehavet. Med ét går det stærkt. Familier, kærester, venner genforenes. Virvar af ørkenuniformer, arme, knus, kys og hurraråb. Hurtigt forsvinder familierne og deres soldat væk. Hjem. Ser sig ikke over skulderen.
Men gør man det, idet man går væk, ser man en ankomsthal, der ligner sig selv. Turister der kommer hjem, fly der kommer og går på ankomsttavlen. Trabzon, der forsvinder for at dukke op om seks måneder igen.
Eneste vidne om, at soldater netop er kommet hjem fra krig, er Dannebrogsflaget på tavlen, der hænger og siger; velkommen hjem.