Livet

Jeg læste forleden præstens mindeord over den faldne, danske, kvindelige soldat fra hendes bisættelse et sted på sjælland.
Engang imellem i det her firma kommer døden meget tæt på. Jeg havde knap nok tygget på de smukke mindeord, da endnu to kolleger blev dræbt i det, som egentlig kan betegnes som en arbejdsulykke. Med fatale følger. Det var bare så trist.
Det regnede, det var fredag, de skulle hjem, de skulle bare liiige have den sidste skydning i hus.

Det der gjorde mest ondt den dag, var egentlig ikke dødsfaldene. Det var ikke tanken om deres stakkels familier, mediernes konstanten ringen på min telefon og flaget på halvt.
Det var, da jeg sad i min gennemblødte jakke og så min kollega, som havde været derude, da det skete. Han sad der. I en gul sikkerhedsvest med et sportsfirmas logo på brystet. Han bruger sikker også vesten til at løbe i. Hans blonde hår var stift af regnvand og skidt. Ansigtstrækkene var slappe, kropssproget introvert.
Øjnene. Øjenene var helt mørke. Slukkede og trætte. Stemmen var mørk og kom et sted omme bagfra, da han sad og fortalte. Det havde været grimt derude. Det er altid grimt, når vores panser eller ildstøtte fejler. Det er så tungt og farligt, når det virker, dødeligt, når det går galt.

Normalt er han så glad, så glad, med klare blå øjne. Han er ældre end mig, bred over ryggen, høj, ren klippe. Rutineret soldat, altid rolig, altid ovenpå.
Men lige der, sad jeg med en erfaring, som han ikke havde. Når de dør omkring os. Man får hård hud på sjælen.
Og hvad siger man? At det nok skal gå? Det ved han jo godt. Så vi lyttede bare. Inden han skulle ud på stedet igen.
Før han gik, gav jeg ham et knus og ønskede ham god weekend. Fordi vi andre skal videre. Det er benhårdt at sige det højt til dem, som ikke er der. Ikke har prøvet det.
Men vi andre lever.
Præstens ord fra bisættelsen nogle dage forinden dukkede op i tankerne igen, da jeg kørte ud gennem vagten, forbi flagstangen, hvor flaget hang vådt ned halvvejs oppe og ud på landevejen, tilbage til den civile verden, hvor begivenheden denne dag var tophistorien i medierne, og parentes den næste.

"Lad os mindes dem ved at være seje, beskytte livet mod fortræd. Lad os mindes dem ved at være glade for livet og gode til at feste og gode til at være der for hinanden ."

Nemlig.