fredag den 18. februar 2011

Afsked.

Jeg står og kigger på det tomme kontor. Det kolde vintersollys trænger gennem de beskidte vinduer og oplyser rummet. De grønne vægge. Det tomme skrivebord. Den slukkede computer. Jeg er helt alene på den store kaserne. Væggene omkring mig ånder. Fortælle historier om soldater, der siden 1900 har svedt, grædt, sovet, kæmpet, grinet og levet. Mens jeg pakker min uniform ned i den grønne køjesæk, står de alle og kigger mig over skulderen. Bag på min rygsæk står der ’Larsen’, skrevet med store røde bogstaver i hast, inden selvsamme rygsæk blev smidt på på lastbilen under en øvelse, garanterede mig, at jeg kunne finde den igen. Når nu alle de andre havde en mage ved.
Jeg lukker den, fingrene arbejder rutineret, jeg ved, hvor hver en spændeog hemmelig rem sidder. En klik-lyd får mig tilbage til efteråret 2002, hvor jeg sidder ved selvsamme rygsæk, kigger over på de andre piger på stuen, som skal være mine værelseskammerater i det her grønne skæbnefællesskab. At de skulle ende med at blive nogen af mine bedste og nærmeste veninder, var jeg endnu ikke klar over.
At vi sammen skulle gennem en tid, hvor man mistede sig selv som menneske, for at finde tilbage til en stærkere version af sig selv, var vi heldigvis lykkelige uvidende om. Ellers havde vi nok ikke gjort det.
At man kunne feste til 0500, sove en halv time, stå op og gøre rent for derefter at møde til dagens første time i skydelære, var vi heller ikke klar over. Men det kunne vi. Jeg griner lidt ved tanken.
Om dengang jeg troede, vi fik besøg af en stripper ved navn ’Pot Conni’ og først da jeg står foran hende på den lokale beverding bliver klar over, at hun hedder det mere realistiske ’Hot Honey’. Om dengang en af pigerne og jeg tror, vi har glemt en af drengene og han nu løber efter bilen og banker på. Med 80 kilometer i timen. Om dengang en af soldaterne, midt om natten under en øvelse, sneg sig ud og pissede i skyttehullet. Mens hans kammerat stod og holdt vagt i selvsamme hul.

Solen begynder at varme rummet, mens jeg pakker videre. Otte års militærkarriere – deltid og fuldtid – kan pakkes ned i to grønne køjesække og en rygsæk. Og så slår det mig, at det denne gang virkelig er farvel. Måske et stille ’vi ses’, men ikke et frejdigt ’på gensyn’.

Der kommer aldrig igen nogen snigende op til mig midt om natten og hvisker de mest forhadte ord, man kan sige til et mennesker, der ligger i den varme sovepose; ’Larsen, du skal på vagt’. Jeg skal aldrig mere forholde mig til, at kolleger dør i Afghanistan. At vores udstyr ikke er godt nok. At soldaterne skræmmer de civile. At der ikke er penge nok at føre den krig, vi gør. Det er ikke mit ansvar mere. Jeg har været der – i medgang og modgang. Men nu er jeg træt. Træt af vennetjenester, af et træt system, der æder sig selv op indefra og presse mine kolleger omkring mig. Træt af at sove under dyner, der lugter kemisk. Men mest træt af, at jeg ikke kan komme videre. At systemet er for gammeldags og firkantet. Så jeg stopper, mens legen stadig er tålelig.

Tingene er pakket. Jeg kigger mig omrkring en sidste gang. Sender en sms til en god veninde, der forlod firmaet et halvt år før mig. Går ud af kontoret uden at se mig tilbage. På vej ned af trappen kommer jeg i tanke om en sjov sætning, som en kammerat sagde til mig på et tidspunkt: ”Man kan tage pigen ud af hæren. Men man kan ikke tage hæren ud af pigen.”