tirsdag den 4. maj 2010

Arven

Stemningen er trykket i den lille kabine. Lugten af olie, diesel og mand er ram. Under dem ligger Ebeltoft havn med et mylder af køretøjer, kraner og soldater. Det er de sidste måneder af krigen, de tysker soldater har luret, hvilken vej det går, og er nu igang med at skibe deres materiel ud fra den lille havn, som ligger tilpas langt væk til, at nogen med intentionen om ballade gider tage til Djursland for det. De har travlt andre steder.
Havnens bedste kranfører bliver bedt om at losse det mest værdifulde materiel om bord på skibet, men efter at have set, at han flere gange har hamret sin last ind i siden på skibet, sat det for hårdt ned og på ingen måde været den bedste kranfører, som rygtet ellers lød, kravler en tysk soldat med maskinpistolen over skulderen op til ham.
Der står han så. Med maskinpistolen pegende mod min oldefars baghoved. Materiellet kom afsted, tysken forsvandt og min oldefar gjorde lidt i kampen mod besættelsesmagten.
Mens han sad der, sad der danskere rundt om i landet og frygtede freden. Fordi de nok ikke havde været 100% danske de sidste fire år. Regningen kommer altid, Det Tredje Rige kom til gengæld aldrig. Hvad fortæller disse mennesker til deres efterkommere? Hvilken arv gav de videre?
Tyskerne havde flere nætter været generet af fyrværkeri ved banelegmet i Taulov. Nytårsraketter og kanonslag havde brudt nattestilheden og alameret de omkringliggende tyske soldater, der til sidst havde fået nok. Derfor lå de på lur, da min anden oldefar kom snigende i mørket med krudt under armen. Hvordan han slap derfra, har han aldrig fortalt. Men som han sagde; jeg syntes, det kunne være meget sjovt at skræmme dem lidt.
Selvsamme oldefar har aldrig indrømmet, at han var modstandsmand. Det kom ikke nogen ved, hvad han gjorde eller ikke gjorde. Men den tyske soldat de gemte på loftet hjemme i min mormors barnsdomshjem, fordi han savnede sin familie, og min oldefar fik medlidenhed med ham, eller de banesprængninger, der sjovt nok altid fandt sted, når min oldefar var på arbejde ved banen, giver måske et fingerpeg.
I arven fra ham ligger der også et gammelt familiealbum med sort/hvid billeder, hvor tyske soldater marcherer væk fra 'Flødeskumsfronten' og hjem. Side efter side er de klistret ind og manifesterer sig.
Er der tomme sider i de familier, som valgte den anden side? Og hvordan ved man, hvilken side, der er den rigtige? Man tager beslutningen ud fra det, man ved, når man tager beslutningen. Min familie valgte det stille oprør. De blev ikke nævnt nogensteder. Som så mange andre herhjemme. Men det betyder ikke, at de var enige. Ligesom det ikke var alle tyskere, der var nazister. Den unge soldat på loftet? Hans kollegaer fik mistanke om hans manglende engagement, og en dag var han væk. Min oldefar fandt senere ud af, at han var sendt til østfronten. Når det eneste han ville, var at komme hjem.

5. maj om dagen, mens alle andre fester, ser hun - lige foran hende - en ung mand blive skudt af de tysker, der stadig er tilbage. Midt i mylderet af Dannebrogsflag, eufori og de sidste tyske krampetrækninger, udånder en ung mand.
Butikken, hvori hun arbejdede, er lukket. Pladsen er omdøbt, og ingen kender formentlig den unge mand mere. Udover min familie, fordi min farmors historie lever videre.
Den unge mand kæmpede for alt, hvad han havde kært. Som der stod på en plakat hjemme i min oldefars hjem i Taulov.
Dét er min arv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar