Drengene

Dagen er ved at gå på hæld. Det er en af de majaftener, hvor man aldrig vil gå i seng, hvor det er evigt lyst, og der er sommer i luften.
Fra den høje, røde bygning strømmer der musik, stemmer, latter, fra usynlige mennesker. Ser man lidt nærmere, ser man skyggerne af unge mænd. I store trøjer, t-shirts, jeans og gummisko.
Jeg har set dem tidligere på dagen. I cafeteriaet. Med uniformen, der hænger på deres unge, trænede – næsten tynde – kroppe. Ansigterne er levende, de griner skævt, smørret, i det jeg med min lyse hestehale går forbi dem. Drenge.
Den majaften standser jeg op ude foran deres bygning. Kigger op gennem de lysegrønne blade på de enorme trækroner, der er i øjenhøjde med bygningens tag og får en følelse af respekt.
Den kom snigende, da jeg så dem gå rundt med deres blå bakker i cafeteriet.

De er indkaldt. Det står i Grundloven, at de skal være der. Men efter fire måneder kan de aflevere deres grønne tøj og gå ud gennem porten. Dem der er tilbage, har taget et valg.
De ved godt, at de skal udsendes. De ved godt, at de skal til Afghanistan. Krig. For at kalde det, hvad det er.
Jeg tænker, om de denne aften overvejer, at der formentlig vil være nogen af dem, som ikke komme med hjem igen. Worst case.
Det er som en lyserød elefant i stuen, alle ved, den er der. Men modsat den lyserøde elefant i familien, i parforholdet eller på jobbet, så er der ikke noget behov for at tale om det.
Det er mere end en erhvervsrisiko, det ved de drenge godt. De siger oftest, at de gør det for oplevelsens og spændingens skyld. Men offeret kan blive stort. Også for andre end dem selv. Livet. Hvad er det egentlig, når man kun er 19?

De ser filmene i biografen. De hører historierne. De kender alle en, som kender en, der.. Alligevel har de skrevet under og sagt ja. Ingen andre end dem selv, har skrevet under på kontrakten.
Derfra er der ikke andet end at vente. Uddanne sig, lytte til musik, ringe til kæresten, løbe en tur og hvad man nu ellers gør på en varm majaften i Danmark. Med en lyserød elefant på hver stue.
Jeg kan godt se det underlige i, at jeg står udenfor de unge konstablers bygning og kigger op i trækronerne. Egentlig har jeg også et sted, jeg skal være.
Jeg går derfra, går et par skridt, tøver, vender om og kigger en sidste gang på bygningen. Hører lydene, latteren, råbene, musikken. Trækker ubevidst på smilebåndet.
Respekt drenge. Sgu.