Aftenens pårørendearrangement går i gang. Foran os står en officer, der præsenterer sig som chef. Med billeder af beige landskab, telte, soldater, fortæller han om, hvordan det går dernede lige nu. Bruger ord som LOGTRAIN, FOB og TOC. Alt suges ind. Jeg fjerner blikket fra aktionen, officeren, til reaktionen, de pårørende. Og overraskes. Over deres styrke. Deres intensitet. Deres mod. Deres fortvivlelse.
Tænker på mine egne forældre. Min mors trussel om, at hun nok skulle starte Alto’en op og køre hele vejen til Helmand, hvis nogen gjorde mig og senere hen min lillebror noget. Jeg smiler ved tanken om, at Taleban nok skulle føje sig, hvis hun først stod der. Sammen med hende, andre danske mødre. Jeg griner indvendigt ved tanken om de her danske kvinder, der fandeme nok skulle give Taleban tørt på, hvis de krummede så meget som et hår på deres barns hoved. Min mor er tysklærer. Mon hun ville drukne dem i akkusativ og datidsbøjninger.
Ved siden af mødrene sidder fædrene. Tavse, spændte omkring kæben. De stiller ikke de mange spørgsmål, lytter bare. Jeg tænker på, om de ikke sidder og bruger mange timer på HOK’s hjemmeside. Ser nyheder på en ny måde. Jeg ville gerne se ind i deres hoveder. Se, hvad de tænkte på.
Pause i arrangementet. Jeg hælder billig te og papkage indenbords. På et tidligere tidspunkt fortalte jeg om mine egne erfaringer, siddende i civil med en udsendt lillebror. Jeg ser ud af øjenkrogen, at de nærmer sig. En mor og hendes datter. Vil gerne vide mere. Hvordan det egentlig fungerer dernede, sådan i det store hele. Hvordan maden egentlig er. Hvordan man går i bad. Hvordan det føles dernede.
Jeg fortæller. Det bedste jeg har lært. Som storesøster kender jeg følelsen indeni, som officer prøver jeg at berolige. De ser på mig.
Og jeg ville ønske, jeg kunne tage dem med hjem i lommen. Gemme dem væk og sørge for, at de bare havde det godt. Ikke skulle bekymre sig, for vi har det jo godt dernede. I det store hele.
Deres støtte er uvurderlig. De forsøger at være stærke, når de taler med deres soldat. De sender pakker i ét væk med feltpostadresse i Vordingborg. De læser nyheder. Frygter den blå Peugot med militære nummerplader i indkørslen. De er sgu seje nok. Den følelse får jeg hver gang, jeg ser de pårørende. Og hver gang har jeg lyst til at tage dem alle sammen og gemme dem ned i min lomme for at beskytte dem. Mod mediernes til tider voldsomme og fejlfortolkende dækning af indsatsen dernede. Mod afsavnet. Mod angsten.
Men det kan jeg ikke. Jeg kan kun prøve at forsikre dem om, at vi har det godt. At det nytter dernede. Og håbe på, at nogen også engang imellem spørger dem om, hvordan de har det.
For de fortjener det.
Klik på sløjfen for at komme videre.
Opslag
