Øjenvidnet

19. december 2009 kørte tre soldater fra hold 6 på en mine i Helmand. De omkom på stedet. Men når danske soldater dør, dør de ikke alene. Omkring dem er deres kammerater. Øjenvidnerne. Thomas er et af dem.

Den første pansrede mandskabsvogn er kørt rundt om hjørnet. Da lyder braget.
Th omas når at se drønet, som han siger.
Han ser ildkuglen, der rejser sig. Han hører stilheden på nettet. Stilhed. Mørke. Ild. Fuck.
Det var en af de der lidt kedelige ørkenmorgener.Det havde regnet om natten,og skyerne lå stadig tungt over lejrene i Helmand. Det mindede mest af alt om en dansk efterårsdag.
I den danske del af Camp Bastion er der hektisk aktivitet. Stabs- og logistikkompagniet på hold 6 er i gang med at gøre klar til det største ”Log Train” (kolonnemed forsynings- og kampkøretøjer) i holdets historie.
- Vi skulle op til Armadillo-lejren. Som altid var der er en god stemning, når vi skulle derop. Det var jo som en anden familie, når man kom derop med mad, vand og post, fortæller Thomas. Overkonstabel af første grad, nybagt far, transport-mand og kører på ISAF hold 6.
Ikke hans første udsendelse, men måske den sidste.

Turen til Armadillo går fint. Holdet har kørt turen mange gange, så det går hurtigt gennem ørkenen. I Armadillo er der pause, der bliver tømt lastbiler og fortalt røverhistorier.
- Det begynder at blive mørkt, så vi får pakket sammen og tager af sted. Vi har kørt mange gange i mørket før, så det var der ikke noget i. Man kører lidt langsommere end ellers, men bortset fra det, er det ikke noget problem, husker Thomas.
Forrest i kolonnen kører den pansrede mandskabsvogn (PMV) med kolonneføreren og hans folk. Lette opklaringsfolk fra Gardehusarregimentet.
- Da vi kommer til det område, som vi kaldte Kindergarten, melder Moe over nettet, at alt er stille og roligt, og at kolonnen kan fortsætte frem mørklagt. Thomas står op i tårnet på sin MAN SX(pansret lastvogn). Han har taget tjansen som skytte, der er en kold tjans, men med den bedste udsigt hævet op fra lastbilen. Fra den kan han se lysene i lejren Price.
- Det hele gik meget stærkt. Drønet, braget og så ildkuglen, der rejste sig. Der tænkte jeg bare: ”Fuck, shit”. Det var det eneste, jeg tænkte.
Eskortesektionens soldater prøver på at rydde en sikker sti frem til den brændende PMV, men har svært ved at komme helt tæt på. PMV’en er fyldt med ammunition, der antænder i varmen, og der lyder skud over det hele.
- Så vidt muligt prøver man at bevare roen. Man håber på det bedste, men inderste inde vidste jeg jo godt, at de ikke var der mere.

Trods den voldsomme ulykke, hersker der ro på stedet. Saniteten kommer frem,og fra den nærliggende Price kommer en hurtig reaktionsdeling (QRF) for at sikre området. Alt imens får ingeniørerne mulighed for at finde en ny rute ind til lejren, som resten af kolonnen guides ind på. - Da vi kommer ind til lejren, bliver vi modtaget af en masse mennesker. Jeg når at se, at flagene er gået på halv. Der tænkte jeg: ”Okay. Vi har nok mistet dem”. Og jeg havde det elendigt. Vi havde jo lige alt sammen i Armadillo. Folkene fra kolonnen bliver samlet og får at vide, at køreren i PMV’en klarede sig ud selv, men at de tre andre var afgået ved døden. Folk knækker sammen, og feltpræsten gør alt, hvad han kan for at hjælpe og trøste.

Thomas og hans makker bliver udpeget til at blive tilbage i Price, så de ved første dagslys kan køre tilbage til ulykkesstedet og bjærge den udbrændte PMV.
- Det var slet ikke spor morsomt. Det var det sgu ikke. Man kunne ikke lade være med at danne sig billeder af, hvordan personerne i PMV’en måtte have set ud. Men vi havde givet hinanden hånden på,at vi tog derud og løste opgaven godt, hurtigt og professionelt.
Da Thomas og hans makker kommer ud til ulykkesstedet, har QRF-delingen sammen med militærpolitiet (MP) og sanitetsfolkene været der hele natten og ryddet op. Synet, der møder Thomas og hans makker, er den pansrede mandskabsvogn, der er revet i stykker. Omkring den går britiske EOD-folk (sprængstofeksperter), dansk MP og soldater fra QRF-delingen.
Der er lidt småsnak, men ellers er der stille.
- Der var en træls stemning derude. Og en mærkelig lugt. Ikke af brændt menneske eller noget, bare en mærkelig lugt. Og der ligger heller ikke grimme ting som sådan, siger Thomas og tøver. Og fortæller så om, da han løfter et stykke metal op, og der ligger en finger.
- Vi talte ikke meget sammen i bilen tilbage mod Bastion. Det, vi lige havde set, var ikke særlig fedt. Det skulle vi lige tygge på.

Eftervirkninger har der været nogle af. Det var svært at sove i nætterne efter. Rampeceremonien med de tre kister var hård. Det var svært at køre ud i ørkenen første gang efter den nat. Sidst de var der, mistede de tre mand. Hvad så denne gang?
- I dag har jeg det utrolig godt. Psykologerne dernede gjorde et stort stykke arbejde. Det samme med feltpræsten. Og så er folk gode til at stimle sammen og få talt sammen. Det resulterer alt sammen i, at man har det ok i dag, siger Thomas. Det var ikke hans første udsendelse. Det, mener han også, er medvirkende til, at han har det godt i dag. Rutinen og erfaringen.
Også selvom han skulle igennem ting, han kunne have været foruden.
- Det var en underlig følelse den morgen at gå rundt derude ved PMV’en. Det kunne have været én selv. Hvad nu hvis vognen havde været fyldt med personer. Men samtidig så hjalp det at se det i dagslys. Så man selv kunne se det og ikke skulle høre på rygter. Jeg havde allerede om natten tilbudt, at jeg gerne ville hjælpe med at rydde op. Men her bagefter er jeg glad for, at jeg ikke var med til det. Jeg er glad for, at det var væk. Når det nu var nogen, man kendte godt.

Artiklen er bragt i 'Hæren' nr. 1, 2010. Hele bladet kan læses på http://www.hok.dk/

Dagen - opfølgning

Her får vi måske svaret på, hvad han egentlig tænkte før, under og efter sin afgang.
Sendes på TV2 på tirsdag.

http://www.bt.dk/politik/gade-laekkede-sin-afgang-til-filmhold

Dagen

Computeren loader, nettet er med. Jeg ser ham stå der. Med tårer i øjenene. Omgivet af medarbejdere. Enkelte sikkert mere loyale end andre. For 14 timer siden meddelte han sin statsminister, at Forsvarsministeriet måtte finde ny boss. Han ville ikke mere. Kunne ikke mere.
Jeg ville gerne have været der, da han lagde røret på efter den samtale.
Jeg ville gerne sidde i den bil, der fik ham hjem til Holstebro i dag. Og så ville jeg spørge ham; Hvad tænker du på? Velvidende at svaret sikkert ville blive vævende eftersom mediefiltret stadig er slået til. Dér hvor man svarer per automatik. Indstuderet og sikkert.
Jeg ville se ud af vinduet på bilen og stilheden ville sænke sig. Sjælland kører forbi. Roskilde, Ringsted, Sorø. Skimte Storebæltsbroen i det fjerne.
Så ville jeg vende om mod ham og spørge; Hvordan synes du selv det gik? Sådan i det store hele?
Hvis jeg er heldig, er automatikken taget af eftersom Jylland nærmer sig.
Svaret får mig til at tænke på det, som en journalistkkollega engang sagde til mig; man er aldrig bedre end sin sidste historie. Gælder det også ministre?
Hvordan vågner man op imorgen og bare er? Når ministeridentiteten ikke er der mere? Ringer man til Eva eller Ulla, som heller ikke er den mere? Sender man hade-mail til den fuldmægtige, som man har været SÅ træt af? Lader man skeletterne blive tilbage og håber på, at de ikke larmer så meget, at de overdøver den nye på posten?
Kolding, Vejle, ud på landevejen mod Holstebro.
Hvad så nu? Lyder spørgsmålet. Skuldertræk er svaret. Måske.
Gud ved, om han tænker på, hvem der egentlig gjorde det. Det med den lækage-sag? Og Jægerbogen? Hvis han ikke allerede ved det?
Stoler han stadig på de samme mennesker, som han stolede på for 5 år og 10 måneder siden?
Og på en skala fra et til 10, hvor lettet er han så?
Alt det ville jeg spørge ham om, mens vi nærmede os det lille hus i Holstebro. Jeg ville sætte ham af, sige pænt farvel. Give ham et knus. Sige til ham, at alt andet lige, så gjorde han det i mine øjne godt. Og i mine soldaterkollegers. For what it's worth.
Så ville jeg sætte mig ind i bilen igen. Kigge en sidste gang op mod huset. Se ham tænde lyset i et af rummene. Sige hej til sine døtre.
Sætte bilen i gear, trille langsomt ud af fra villavejen. Sidde med en blandet følelse af, om ordsproget med at stoppe mens legen er god, gør sig gældende her. Og en stille glæde over, at det blev en kvinde på posten. Alt andet lige.
Som imorgen tidligt vågner som forsvarsminister. Mens en mand i Holstebro vågner. Og er.
Dét ville jeg gerne, tænker jeg, mens jeg ser indslaget og siden hen klikker væk fra hjemmesiden.

Flyet

I januar 2010 havde Københavns lufthavn 18300 take-offs og landings. Divideret med 31 dage i januar, bliver det til 590 fly i døgnet. Fly med passagerer til og fra de varme lande, storbyer, forretningsrejser, hjemkomst, afgang. Mennesker hele tiden.
Statistikken er nok den samme i februar som den ovenfor. På ankomststavlerne står de der; Charles de Gaulle - Paris, Heathrow – London, SAS til Bangkok. Man ser på det fly, som man skal med eller hente fra.
I februar og august kommer der så et fly op, som kun meget få egentlig kigger efter og ved, hvad og hvor det er. Trabzon, Tyrkiet. Ikke et sted, der har nogen betydning hverken for turister eller historikere.
Dem, der står og venter på netop dét fly, er spændte. Blikket er en smule nervøst, de er stille og alligevel larmende i al deres venten. I hånden knuger de papirdannebrogsflag. Nogle har blomster med. Andre har lavet et banner; velkommen hjem.
De kommer tidligt. Flere timer før flyet lander. Som deres tilstedeværelse i lufthavnens ankomsthal kan få flyet til at flyve hurtigere. Eller ventetiden til at forsvinde. For nu er DE her jo. Nu mangler de kun ham. Eller hende. Deres soldat.



Der står de. Ganske almindelige familier. Der er ingen grever eller baroner. Ingen forskel mellem direktøren og hans ansat. Egentlig ville de fleste nok aldrig nogensinde hverken møde hinanden eller have særlig meget tilfælles, hvis det ikke var fordi, de var bundet sammen i et skæbnefællesskab, som de ikke selv har været herre over. En beslutning en dag i et ungt menneskes hoved, en krig langt herfra, en familie der venter, seks måneder.
Alle turisterne kommer ud gennem døren. Undrende over virvaret, irriteret over de mange mennesker. Tiøren falder, når de ser det store Dannebrogsflag, der med møje og besvær er hængt op på en af lufthavnens tavler. Der gyngede faretruende, da der blev sat tape og flag på den. Politibetjenten i lufthavnen så på med et smil. Engang imellem må lufthavnens ejendom gerne berøres.
Hver gang døren går, bliver der helt stille. Er det en ørkenuniform? Har nogen set noget? Hørt noget? Hvorfor kommer der alle de turister – gå nu væk.

Og pludselig står han der. Den første soldat. I sin beskidte uniform med sin bagagevogn og de grønne tasker. Solbrændt, træt og overvældet. Jubelbrølet fra de ventende genlyder i hele ankomsthallen. Flere soldater, flere flag, mere jubel.
- Velkommen hjem, råber nogen i menneskehavet. Med ét går det stærkt. Familier, kærester, venner genforenes. Virvar af ørkenuniformer, arme, knus, kys og hurraråb. Hurtigt forsvinder familierne og deres soldat væk. Hjem. Ser sig ikke over skulderen.
Men gør man det, idet man går væk, ser man en ankomsthal, der ligner sig selv. Turister der kommer hjem, fly der kommer og går på ankomsttavlen. Trabzon, der forsvinder for at dukke op om seks måneder igen.
Eneste vidne om, at soldater netop er kommet hjem fra krig, er Dannebrogsflaget på tavlen, der hænger og siger; velkommen hjem.