tirsdag den 23. februar 2010

Dagen

Computeren loader, nettet er med. Jeg ser ham stå der. Med tårer i øjenene. Omgivet af medarbejdere. Enkelte sikkert mere loyale end andre. For 14 timer siden meddelte han sin statsminister, at Forsvarsministeriet måtte finde ny boss. Han ville ikke mere. Kunne ikke mere.
Jeg ville gerne have været der, da han lagde røret på efter den samtale.
Jeg ville gerne sidde i den bil, der fik ham hjem til Holstebro i dag. Og så ville jeg spørge ham; Hvad tænker du på? Velvidende at svaret sikkert ville blive vævende eftersom mediefiltret stadig er slået til. Dér hvor man svarer per automatik. Indstuderet og sikkert.
Jeg ville se ud af vinduet på bilen og stilheden ville sænke sig. Sjælland kører forbi. Roskilde, Ringsted, Sorø. Skimte Storebæltsbroen i det fjerne.
Så ville jeg vende om mod ham og spørge; Hvordan synes du selv det gik? Sådan i det store hele?
Hvis jeg er heldig, er automatikken taget af eftersom Jylland nærmer sig.
Svaret får mig til at tænke på det, som en journalistkkollega engang sagde til mig; man er aldrig bedre end sin sidste historie. Gælder det også ministre?
Hvordan vågner man op imorgen og bare er? Når ministeridentiteten ikke er der mere? Ringer man til Eva eller Ulla, som heller ikke er den mere? Sender man hade-mail til den fuldmægtige, som man har været SÅ træt af? Lader man skeletterne blive tilbage og håber på, at de ikke larmer så meget, at de overdøver den nye på posten?
Kolding, Vejle, ud på landevejen mod Holstebro.
Hvad så nu? Lyder spørgsmålet. Skuldertræk er svaret. Måske.
Gud ved, om han tænker på, hvem der egentlig gjorde det. Det med den lækage-sag? Og Jægerbogen? Hvis han ikke allerede ved det?
Stoler han stadig på de samme mennesker, som han stolede på for 5 år og 10 måneder siden?
Og på en skala fra et til 10, hvor lettet er han så?
Alt det ville jeg spørge ham om, mens vi nærmede os det lille hus i Holstebro. Jeg ville sætte ham af, sige pænt farvel. Give ham et knus. Sige til ham, at alt andet lige, så gjorde han det i mine øjne godt. Og i mine soldaterkollegers. For what it's worth.
Så ville jeg sætte mig ind i bilen igen. Kigge en sidste gang op mod huset. Se ham tænde lyset i et af rummene. Sige hej til sine døtre.
Sætte bilen i gear, trille langsomt ud af fra villavejen. Sidde med en blandet følelse af, om ordsproget med at stoppe mens legen er god, gør sig gældende her. Og en stille glæde over, at det blev en kvinde på posten. Alt andet lige.
Som imorgen tidligt vågner som forsvarsminister. Mens en mand i Holstebro vågner. Og er.
Dét ville jeg gerne, tænker jeg, mens jeg ser indslaget og siden hen klikker væk fra hjemmesiden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar