De pårørende.

Stille snakkende kommer de ind i lokalet. Det er en tilfældig fredag aften på en kaserne i Danmark. De er prototypen på en ganske, almindelig dansker. Hvis der findes en prototype. Dog har de en fællesnævner. Den urolige, flimrende udstråling. Usikkerheden blandet med styrke. En beslutsomhed. De skal gennem det her. Deres barn er udsendt soldat. Nogen forstår det, andre ikke.

Aftenens pårørendearrangement går i gang. Foran os står en officer, der præsenterer sig som chef. Med billeder af beige landskab, telte, soldater, fortæller han om, hvordan det går dernede lige nu. Bruger ord som LOGTRAIN, FOB og TOC. Alt suges ind. Jeg fjerner blikket fra aktionen, officeren, til reaktionen, de pårørende. Og overraskes. Over deres styrke. Deres intensitet. Deres mod. Deres fortvivlelse.
Tænker på mine egne forældre. Min mors trussel om, at hun nok skulle starte Alto’en op og køre hele vejen til Helmand, hvis nogen gjorde mig og senere hen min lillebror noget. Jeg smiler ved tanken om, at Taleban nok skulle føje sig, hvis hun først stod der. Sammen med hende, andre danske mødre. Jeg griner indvendigt ved tanken om de her danske kvinder, der fandeme nok skulle give Taleban tørt på, hvis de krummede så meget som et hår på deres barns hoved. Min mor er tysklærer. Mon hun ville drukne dem i akkusativ og datidsbøjninger.

Ved siden af mødrene sidder fædrene. Tavse, spændte omkring kæben. De stiller ikke de mange spørgsmål, lytter bare. Jeg tænker på, om de ikke sidder og bruger mange timer på HOK’s hjemmeside. Ser nyheder på en ny måde. Jeg ville gerne se ind i deres hoveder. Se, hvad de tænkte på.
Pause i arrangementet. Jeg hælder billig te og papkage indenbords. På et tidligere tidspunkt fortalte jeg om mine egne erfaringer, siddende i civil med en udsendt lillebror. Jeg ser ud af øjenkrogen, at de nærmer sig. En mor og hendes datter. Vil gerne vide mere. Hvordan det egentlig fungerer dernede, sådan i det store hele. Hvordan maden egentlig er. Hvordan man går i bad. Hvordan det føles dernede.
Jeg fortæller. Det bedste jeg har lært. Som storesøster kender jeg følelsen indeni, som officer prøver jeg at berolige. De ser på mig.
Og jeg ville ønske, jeg kunne tage dem med hjem i lommen. Gemme dem væk og sørge for, at de bare havde det godt. Ikke skulle bekymre sig, for vi har det jo godt dernede. I det store hele.

Deres støtte er uvurderlig. De forsøger at være stærke, når de taler med deres soldat. De sender pakker i ét væk med feltpostadresse i Vordingborg. De læser nyheder. Frygter den blå Peugot med militære nummerplader i indkørslen. De er sgu seje nok. Den følelse får jeg hver gang, jeg ser de pårørende. Og hver gang har jeg lyst til at tage dem alle sammen og gemme dem ned i min lomme for at beskytte dem. Mod mediernes til tider voldsomme og fejlfortolkende dækning af indsatsen dernede. Mod afsavnet. Mod angsten.
Men det kan jeg ikke. Jeg kan kun prøve at forsikre dem om, at vi har det godt. At det nytter dernede. Og håbe på, at nogen også engang imellem spørger dem om, hvordan de har det.
For de fortjener det.

Klik på sløjfen for at komme videre.

Livet

Jeg læste forleden præstens mindeord over den faldne, danske, kvindelige soldat fra hendes bisættelse et sted på sjælland.
Engang imellem i det her firma kommer døden meget tæt på. Jeg havde knap nok tygget på de smukke mindeord, da endnu to kolleger blev dræbt i det, som egentlig kan betegnes som en arbejdsulykke. Med fatale følger. Det var bare så trist.
Det regnede, det var fredag, de skulle hjem, de skulle bare liiige have den sidste skydning i hus.

Det der gjorde mest ondt den dag, var egentlig ikke dødsfaldene. Det var ikke tanken om deres stakkels familier, mediernes konstanten ringen på min telefon og flaget på halvt.
Det var, da jeg sad i min gennemblødte jakke og så min kollega, som havde været derude, da det skete. Han sad der. I en gul sikkerhedsvest med et sportsfirmas logo på brystet. Han bruger sikker også vesten til at løbe i. Hans blonde hår var stift af regnvand og skidt. Ansigtstrækkene var slappe, kropssproget introvert.
Øjnene. Øjenene var helt mørke. Slukkede og trætte. Stemmen var mørk og kom et sted omme bagfra, da han sad og fortalte. Det havde været grimt derude. Det er altid grimt, når vores panser eller ildstøtte fejler. Det er så tungt og farligt, når det virker, dødeligt, når det går galt.

Normalt er han så glad, så glad, med klare blå øjne. Han er ældre end mig, bred over ryggen, høj, ren klippe. Rutineret soldat, altid rolig, altid ovenpå.
Men lige der, sad jeg med en erfaring, som han ikke havde. Når de dør omkring os. Man får hård hud på sjælen.
Og hvad siger man? At det nok skal gå? Det ved han jo godt. Så vi lyttede bare. Inden han skulle ud på stedet igen.
Før han gik, gav jeg ham et knus og ønskede ham god weekend. Fordi vi andre skal videre. Det er benhårdt at sige det højt til dem, som ikke er der. Ikke har prøvet det.
Men vi andre lever.
Præstens ord fra bisættelsen nogle dage forinden dukkede op i tankerne igen, da jeg kørte ud gennem vagten, forbi flagstangen, hvor flaget hang vådt ned halvvejs oppe og ud på landevejen, tilbage til den civile verden, hvor begivenheden denne dag var tophistorien i medierne, og parentes den næste.

"Lad os mindes dem ved at være seje, beskytte livet mod fortræd. Lad os mindes dem ved at være glade for livet og gode til at feste og gode til at være der for hinanden ."

Nemlig.