Sørøveren.

Det er en af de dage. Hektiske dage midt i en arbejdsuge, hvor vi stressede og let svedige løber i vores egen boble på vej mod toget. Den ene ænser ikke den anden i menneskehavet.

Jeg kommer ind i toget, løber instinktivt mod den nærmeste plads. Mobiltelefonen for øret, jakken over armen, kan mærke den ene sko gnaver lidt. Lægger ikke mærke til, hvem der prikker til mig, for at få pladsen ved siden af.

Rejser mig irriteret, for så at vende rundt og se, hvem det er.

Søulk. 

Det første indtryk, som rammer mig. Midt i menneskemylderet mellem tasker, pendlere, DSB og eftermiddagsstress sidder han der. Med det grå hår vildt strittende omkring, skægget dækker underansigtet, kinderne er hærget og vindblæste, og klare, klare blå øjne sidder han der. Med de syv verdenshave omkring sig. Jeg sætter mig ned ved siden af. Forundret.

Han skal til Thisted. En tur på små seks timer. Lægger mærke til, han har ørering i det ene øre. En guldring. Mit indre barn klapper begejstret. Han er sørøver. Jeg er sikker. Piben må ligge i rullekufferten. Det samme med papegøjen. Han mangler tre fingre på venstre hånd. Jeg er sikker. Sørøver. 

Virkeligheden kommer tilbage samtidig med han hiver sin mobiltelefon frem og ringer til en bekymret datter i vestjylland. Ja, han er kommet godt med toget. Det var der ikke noget fidus i, Ja, han er i Thisted cirka halv elleve. Nej nej, hun skal ikke bekymre sig. Om hun har været ude ved mor. Han er mindst 110 år gammel. Det må han være.

Han lægger på, drejer hovedet ud mod vinduet og ser ud. Faldet lidt sammen i ryggen, med bæreposen fra Super Best mellem benene i en lys blazer af uld. Den fintvævede slags. Måske ikke sørøver. 

Jeg skæver skjult på ham, mens han sidder der og ser Sjælland køre forbi. Helt stille betragter han. Landskabet. Menneskene omkring ham. Den flok sygeplejerskestuderende, som larmende har indtaget de fleste pladser. Manden med Mærsklogo og iPad, som ikke har set op, siden vi satte os. Den kraftige hvide mand og hans lige så kraftige, thailandske kone, som skal til Thisted, og får mig til at tænke på den dokumentar – Fra Thailand til Thy – hvor de vigtigste sætninger en thaikvinde i vestjylland skulle lære indbefattede 'Er du sulten?' og 'Jeg har hovedpine'. Han iagttager dem. Og ser ud igen. Og jeg tænker på, hvor meget han mon har set.
Hvad der får en sørøver til Thisted.
Måske havde han fiskekutter en gang, og nu er han for gammel til den slags. Eller sejlede rundt i verden, og mødte en sød pige, som kom fra Thisted. Han har sejlet. De syv verdenshave klæber til ham. Han har ikke travlt. Han tager toget fra København til Thisted. Vi andre havde taget et fly. Satme om vi ikke skulle frem, og det skal være nu.

Vi passerer Storebælt, den fynske fødeø og så er jeg hjemme. Jeg tager mine ting, skæver kort til hans kuffert for at sikre mig, at der ikke ligger en papegøje i, som jeg ikke har set. Ønsker ham god tur, mens han ser på mig med de klare øjne. Det slår mig, at han nok har set mere på denne tur end mig, trods det, jeg tager den hver dag.

Jeg stiger af toget og står et øjeblik. Kigger op på den blå himmel, der skimtes bag skyerne. Undertrykker et graaaauggghhh og går hjem. 

Afsked.

Jeg står og kigger på det tomme kontor. Det kolde vintersollys trænger gennem de beskidte vinduer og oplyser rummet. De grønne vægge. Det tomme skrivebord. Den slukkede computer. Jeg er helt alene på den store kaserne. Væggene omkring mig ånder. Fortælle historier om soldater, der siden 1900 har svedt, grædt, sovet, kæmpet, grinet og levet. Mens jeg pakker min uniform ned i den grønne køjesæk, står de alle og kigger mig over skulderen. Bag på min rygsæk står der ’Larsen’, skrevet med store røde bogstaver i hast, inden selvsamme rygsæk blev smidt på på lastbilen under en øvelse, garanterede mig, at jeg kunne finde den igen. Når nu alle de andre havde en mage ved.
Jeg lukker den, fingrene arbejder rutineret, jeg ved, hvor hver en spændeog hemmelig rem sidder. En klik-lyd får mig tilbage til efteråret 2002, hvor jeg sidder ved selvsamme rygsæk, kigger over på de andre piger på stuen, som skal være mine værelseskammerater i det her grønne skæbnefællesskab. At de skulle ende med at blive nogen af mine bedste og nærmeste veninder, var jeg endnu ikke klar over.
At vi sammen skulle gennem en tid, hvor man mistede sig selv som menneske, for at finde tilbage til en stærkere version af sig selv, var vi heldigvis lykkelige uvidende om. Ellers havde vi nok ikke gjort det.
At man kunne feste til 0500, sove en halv time, stå op og gøre rent for derefter at møde til dagens første time i skydelære, var vi heller ikke klar over. Men det kunne vi. Jeg griner lidt ved tanken.
Om dengang jeg troede, vi fik besøg af en stripper ved navn ’Pot Conni’ og først da jeg står foran hende på den lokale beverding bliver klar over, at hun hedder det mere realistiske ’Hot Honey’. Om dengang en af pigerne og jeg tror, vi har glemt en af drengene og han nu løber efter bilen og banker på. Med 80 kilometer i timen. Om dengang en af soldaterne, midt om natten under en øvelse, sneg sig ud og pissede i skyttehullet. Mens hans kammerat stod og holdt vagt i selvsamme hul.

Solen begynder at varme rummet, mens jeg pakker videre. Otte års militærkarriere – deltid og fuldtid – kan pakkes ned i to grønne køjesække og en rygsæk. Og så slår det mig, at det denne gang virkelig er farvel. Måske et stille ’vi ses’, men ikke et frejdigt ’på gensyn’.

Der kommer aldrig igen nogen snigende op til mig midt om natten og hvisker de mest forhadte ord, man kan sige til et mennesker, der ligger i den varme sovepose; ’Larsen, du skal på vagt’. Jeg skal aldrig mere forholde mig til, at kolleger dør i Afghanistan. At vores udstyr ikke er godt nok. At soldaterne skræmmer de civile. At der ikke er penge nok at føre den krig, vi gør. Det er ikke mit ansvar mere. Jeg har været der – i medgang og modgang. Men nu er jeg træt. Træt af vennetjenester, af et træt system, der æder sig selv op indefra og presse mine kolleger omkring mig. Træt af at sove under dyner, der lugter kemisk. Men mest træt af, at jeg ikke kan komme videre. At systemet er for gammeldags og firkantet. Så jeg stopper, mens legen stadig er tålelig.

Tingene er pakket. Jeg kigger mig omrkring en sidste gang. Sender en sms til en god veninde, der forlod firmaet et halvt år før mig. Går ud af kontoret uden at se mig tilbage. På vej ned af trappen kommer jeg i tanke om en sjov sætning, som en kammerat sagde til mig på et tidspunkt: ”Man kan tage pigen ud af hæren. Men man kan ikke tage hæren ud af pigen.”

De pårørende.

Stille snakkende kommer de ind i lokalet. Det er en tilfældig fredag aften på en kaserne i Danmark. De er prototypen på en ganske, almindelig dansker. Hvis der findes en prototype. Dog har de en fællesnævner. Den urolige, flimrende udstråling. Usikkerheden blandet med styrke. En beslutsomhed. De skal gennem det her. Deres barn er udsendt soldat. Nogen forstår det, andre ikke.

Aftenens pårørendearrangement går i gang. Foran os står en officer, der præsenterer sig som chef. Med billeder af beige landskab, telte, soldater, fortæller han om, hvordan det går dernede lige nu. Bruger ord som LOGTRAIN, FOB og TOC. Alt suges ind. Jeg fjerner blikket fra aktionen, officeren, til reaktionen, de pårørende. Og overraskes. Over deres styrke. Deres intensitet. Deres mod. Deres fortvivlelse.
Tænker på mine egne forældre. Min mors trussel om, at hun nok skulle starte Alto’en op og køre hele vejen til Helmand, hvis nogen gjorde mig og senere hen min lillebror noget. Jeg smiler ved tanken om, at Taleban nok skulle føje sig, hvis hun først stod der. Sammen med hende, andre danske mødre. Jeg griner indvendigt ved tanken om de her danske kvinder, der fandeme nok skulle give Taleban tørt på, hvis de krummede så meget som et hår på deres barns hoved. Min mor er tysklærer. Mon hun ville drukne dem i akkusativ og datidsbøjninger.

Ved siden af mødrene sidder fædrene. Tavse, spændte omkring kæben. De stiller ikke de mange spørgsmål, lytter bare. Jeg tænker på, om de ikke sidder og bruger mange timer på HOK’s hjemmeside. Ser nyheder på en ny måde. Jeg ville gerne se ind i deres hoveder. Se, hvad de tænkte på.
Pause i arrangementet. Jeg hælder billig te og papkage indenbords. På et tidligere tidspunkt fortalte jeg om mine egne erfaringer, siddende i civil med en udsendt lillebror. Jeg ser ud af øjenkrogen, at de nærmer sig. En mor og hendes datter. Vil gerne vide mere. Hvordan det egentlig fungerer dernede, sådan i det store hele. Hvordan maden egentlig er. Hvordan man går i bad. Hvordan det føles dernede.
Jeg fortæller. Det bedste jeg har lært. Som storesøster kender jeg følelsen indeni, som officer prøver jeg at berolige. De ser på mig.
Og jeg ville ønske, jeg kunne tage dem med hjem i lommen. Gemme dem væk og sørge for, at de bare havde det godt. Ikke skulle bekymre sig, for vi har det jo godt dernede. I det store hele.

Deres støtte er uvurderlig. De forsøger at være stærke, når de taler med deres soldat. De sender pakker i ét væk med feltpostadresse i Vordingborg. De læser nyheder. Frygter den blå Peugot med militære nummerplader i indkørslen. De er sgu seje nok. Den følelse får jeg hver gang, jeg ser de pårørende. Og hver gang har jeg lyst til at tage dem alle sammen og gemme dem ned i min lomme for at beskytte dem. Mod mediernes til tider voldsomme og fejlfortolkende dækning af indsatsen dernede. Mod afsavnet. Mod angsten.
Men det kan jeg ikke. Jeg kan kun prøve at forsikre dem om, at vi har det godt. At det nytter dernede. Og håbe på, at nogen også engang imellem spørger dem om, hvordan de har det.
For de fortjener det.

Klik på sløjfen for at komme videre.

Livet

Jeg læste forleden præstens mindeord over den faldne, danske, kvindelige soldat fra hendes bisættelse et sted på sjælland.
Engang imellem i det her firma kommer døden meget tæt på. Jeg havde knap nok tygget på de smukke mindeord, da endnu to kolleger blev dræbt i det, som egentlig kan betegnes som en arbejdsulykke. Med fatale følger. Det var bare så trist.
Det regnede, det var fredag, de skulle hjem, de skulle bare liiige have den sidste skydning i hus.

Det der gjorde mest ondt den dag, var egentlig ikke dødsfaldene. Det var ikke tanken om deres stakkels familier, mediernes konstanten ringen på min telefon og flaget på halvt.
Det var, da jeg sad i min gennemblødte jakke og så min kollega, som havde været derude, da det skete. Han sad der. I en gul sikkerhedsvest med et sportsfirmas logo på brystet. Han bruger sikker også vesten til at løbe i. Hans blonde hår var stift af regnvand og skidt. Ansigtstrækkene var slappe, kropssproget introvert.
Øjnene. Øjenene var helt mørke. Slukkede og trætte. Stemmen var mørk og kom et sted omme bagfra, da han sad og fortalte. Det havde været grimt derude. Det er altid grimt, når vores panser eller ildstøtte fejler. Det er så tungt og farligt, når det virker, dødeligt, når det går galt.

Normalt er han så glad, så glad, med klare blå øjne. Han er ældre end mig, bred over ryggen, høj, ren klippe. Rutineret soldat, altid rolig, altid ovenpå.
Men lige der, sad jeg med en erfaring, som han ikke havde. Når de dør omkring os. Man får hård hud på sjælen.
Og hvad siger man? At det nok skal gå? Det ved han jo godt. Så vi lyttede bare. Inden han skulle ud på stedet igen.
Før han gik, gav jeg ham et knus og ønskede ham god weekend. Fordi vi andre skal videre. Det er benhårdt at sige det højt til dem, som ikke er der. Ikke har prøvet det.
Men vi andre lever.
Præstens ord fra bisættelsen nogle dage forinden dukkede op i tankerne igen, da jeg kørte ud gennem vagten, forbi flagstangen, hvor flaget hang vådt ned halvvejs oppe og ud på landevejen, tilbage til den civile verden, hvor begivenheden denne dag var tophistorien i medierne, og parentes den næste.

"Lad os mindes dem ved at være seje, beskytte livet mod fortræd. Lad os mindes dem ved at være glade for livet og gode til at feste og gode til at være der for hinanden ."

Nemlig.

Drengene

Dagen er ved at gå på hæld. Det er en af de majaftener, hvor man aldrig vil gå i seng, hvor det er evigt lyst, og der er sommer i luften.
Fra den høje, røde bygning strømmer der musik, stemmer, latter, fra usynlige mennesker. Ser man lidt nærmere, ser man skyggerne af unge mænd. I store trøjer, t-shirts, jeans og gummisko.
Jeg har set dem tidligere på dagen. I cafeteriaet. Med uniformen, der hænger på deres unge, trænede – næsten tynde – kroppe. Ansigterne er levende, de griner skævt, smørret, i det jeg med min lyse hestehale går forbi dem. Drenge.
Den majaften standser jeg op ude foran deres bygning. Kigger op gennem de lysegrønne blade på de enorme trækroner, der er i øjenhøjde med bygningens tag og får en følelse af respekt.
Den kom snigende, da jeg så dem gå rundt med deres blå bakker i cafeteriet.

De er indkaldt. Det står i Grundloven, at de skal være der. Men efter fire måneder kan de aflevere deres grønne tøj og gå ud gennem porten. Dem der er tilbage, har taget et valg.
De ved godt, at de skal udsendes. De ved godt, at de skal til Afghanistan. Krig. For at kalde det, hvad det er.
Jeg tænker, om de denne aften overvejer, at der formentlig vil være nogen af dem, som ikke komme med hjem igen. Worst case.
Det er som en lyserød elefant i stuen, alle ved, den er der. Men modsat den lyserøde elefant i familien, i parforholdet eller på jobbet, så er der ikke noget behov for at tale om det.
Det er mere end en erhvervsrisiko, det ved de drenge godt. De siger oftest, at de gør det for oplevelsens og spændingens skyld. Men offeret kan blive stort. Også for andre end dem selv. Livet. Hvad er det egentlig, når man kun er 19?

De ser filmene i biografen. De hører historierne. De kender alle en, som kender en, der.. Alligevel har de skrevet under og sagt ja. Ingen andre end dem selv, har skrevet under på kontrakten.
Derfra er der ikke andet end at vente. Uddanne sig, lytte til musik, ringe til kæresten, løbe en tur og hvad man nu ellers gør på en varm majaften i Danmark. Med en lyserød elefant på hver stue.
Jeg kan godt se det underlige i, at jeg står udenfor de unge konstablers bygning og kigger op i trækronerne. Egentlig har jeg også et sted, jeg skal være.
Jeg går derfra, går et par skridt, tøver, vender om og kigger en sidste gang på bygningen. Hører lydene, latteren, råbene, musikken. Trækker ubevidst på smilebåndet.
Respekt drenge. Sgu.

Arven

Stemningen er trykket i den lille kabine. Lugten af olie, diesel og mand er ram. Under dem ligger Ebeltoft havn med et mylder af køretøjer, kraner og soldater. Det er de sidste måneder af krigen, de tysker soldater har luret, hvilken vej det går, og er nu igang med at skibe deres materiel ud fra den lille havn, som ligger tilpas langt væk til, at nogen med intentionen om ballade gider tage til Djursland for det. De har travlt andre steder.
Havnens bedste kranfører bliver bedt om at losse det mest værdifulde materiel om bord på skibet, men efter at have set, at han flere gange har hamret sin last ind i siden på skibet, sat det for hårdt ned og på ingen måde været den bedste kranfører, som rygtet ellers lød, kravler en tysk soldat med maskinpistolen over skulderen op til ham.
Der står han så. Med maskinpistolen pegende mod min oldefars baghoved. Materiellet kom afsted, tysken forsvandt og min oldefar gjorde lidt i kampen mod besættelsesmagten.
Mens han sad der, sad der danskere rundt om i landet og frygtede freden. Fordi de nok ikke havde været 100% danske de sidste fire år. Regningen kommer altid, Det Tredje Rige kom til gengæld aldrig. Hvad fortæller disse mennesker til deres efterkommere? Hvilken arv gav de videre?
Tyskerne havde flere nætter været generet af fyrværkeri ved banelegmet i Taulov. Nytårsraketter og kanonslag havde brudt nattestilheden og alameret de omkringliggende tyske soldater, der til sidst havde fået nok. Derfor lå de på lur, da min anden oldefar kom snigende i mørket med krudt under armen. Hvordan han slap derfra, har han aldrig fortalt. Men som han sagde; jeg syntes, det kunne være meget sjovt at skræmme dem lidt.
Selvsamme oldefar har aldrig indrømmet, at han var modstandsmand. Det kom ikke nogen ved, hvad han gjorde eller ikke gjorde. Men den tyske soldat de gemte på loftet hjemme i min mormors barnsdomshjem, fordi han savnede sin familie, og min oldefar fik medlidenhed med ham, eller de banesprængninger, der sjovt nok altid fandt sted, når min oldefar var på arbejde ved banen, giver måske et fingerpeg.
I arven fra ham ligger der også et gammelt familiealbum med sort/hvid billeder, hvor tyske soldater marcherer væk fra 'Flødeskumsfronten' og hjem. Side efter side er de klistret ind og manifesterer sig.
Er der tomme sider i de familier, som valgte den anden side? Og hvordan ved man, hvilken side, der er den rigtige? Man tager beslutningen ud fra det, man ved, når man tager beslutningen. Min familie valgte det stille oprør. De blev ikke nævnt nogensteder. Som så mange andre herhjemme. Men det betyder ikke, at de var enige. Ligesom det ikke var alle tyskere, der var nazister. Den unge soldat på loftet? Hans kollegaer fik mistanke om hans manglende engagement, og en dag var han væk. Min oldefar fandt senere ud af, at han var sendt til østfronten. Når det eneste han ville, var at komme hjem.

5. maj om dagen, mens alle andre fester, ser hun - lige foran hende - en ung mand blive skudt af de tysker, der stadig er tilbage. Midt i mylderet af Dannebrogsflag, eufori og de sidste tyske krampetrækninger, udånder en ung mand.
Butikken, hvori hun arbejdede, er lukket. Pladsen er omdøbt, og ingen kender formentlig den unge mand mere. Udover min familie, fordi min farmors historie lever videre.
Den unge mand kæmpede for alt, hvad han havde kært. Som der stod på en plakat hjemme i min oldefars hjem i Taulov.
Dét er min arv.

Klubben

Jeg står med min indkøbskurv i det, der minder om verdens længste kø. Fuck Fakta og deres ’det tager kun fem minutter’. Manden foran mig kigger rundt, kigger på mig, jeg undgår hans blik. Han kigger ned i min kurv.
”Nå, du gider heller ikke lave mad i dag?” spørger han med et glimt i øjet. Jackpot. En frossen pizza, to liter mælk og en pose slik. Sådan søndag.
Jeg giver ham høfligt ret, og vender tilbage til min egen verden.
”Har du været på nattevagt?” afbryder han mine tanker. Jeg opgiver at være alene, han vil gerne have tiden i køen til at gå. Og egentlig er det befriende udansk, at han spørger til mit liv uden egentlig at skulle bruge det til andet end tidsfordriv. Han er omkring de 50. Med joggingbukser, termotrøje, et diskret høreapparat, briller, gråt hår, en pakke tomater og en agurk under armen. Virker tilforladelig og ansigtet lyser af ærlig interesse, da han ser på mig. Jeg svarer venligt. Ikke nogen nattevagt. En weekend med et par soldaterkammerater. Afghanistan kommer ind. Om jeg har været af sted?
Bekræfter. Mig og 6343 andre har siden 2002 været af sted til Helmand. Og det er kun Helmand. Der er også alle dem, der har været i Bosnien. Kroatien. Irak. Kosovo. Og alle de andre steder. Så bliver tallet højere.
Manden med tomaterne er imponeret. En pige – endda en officer – der har været af sted. Mens han taler, farer seks måneder forbi det indre blik. En verden meget langt herfra.
Og tanken slår mig; at vi er så mange, der render rundt med det, som ingen andre kan se. Ingen forstår. Medmindre de selv har været der. Det er i medierne, når vi kommer hjem og er helt gale oven i hovedet. Når Forsvaret ikke kan skaffe en bolig til vores ramte kolleger, der kommer hjem med en arm, to ben, mindre. Men det er ikke i medierne, når man står i køen i Fakta. Når man bare kom hjem og fortsatte, hvor man slap. Engang imellem møder man en fælle, der, hvor man mindst venter det. Som jeg gjorde, da en sælger i Netto ville pådutte mig grøn energi. I samme nu kommer en gammel gymnasiekammerat forbi. Spørger mig, hvordan det gik i Afghanistan. Sælgeren tøver. Blander sig i vores samtale.
”Hvornår har du været af sted?”. Det viser sig, han var på det afløsende hold. Hold 7. Nu står han i Netto og sælger grøn energi.
Det er en sjov klub at være medlem af. Os der har været udsendt. Før var det veteranerne fra Irak. Nu er det Afghanistan. Fordi når man møder en sådan, skal man ikke forklare. Man skal ikke give dem standardsvaret med, at det var en stor oplevelse og alt det der. Man kan bare sige ’cool nok’, ønske den anden lykke til og gå videre. For hvad skal vi sige, når stilheden rummer mere end ord kan udtrykke?
Og når man mindst forventer det, dukker det op igen. Manden med tomaterne taler stadig. Vil jo ikke blande sig eller være for påtrængende. Jeg smiler og siger, det er okay. Endnu et standardsvar. Han vil jo nok ikke vide – sådan virkelig – hvordan det var. Desuden ville han heller ikke forstå. Vor veje skilles. Høflig afsked. Han tager hjem og fortæller familien om den kvindelige soldat, han mødte, der havde været i Afghanistan. Jeg går hjem, mens jeg tænker undrende, at jeg er i godt humør.

“When you go home tomorrow, don’t expect anyone to know what you have been through. Even if they did know, most people probably wouldn’t care anyway. Some of you may get the medals you deserve, many more of you will not. But remember this. All of you are now members of the front-line club, and that is the most exclusive club in the world.”